The Impossible

Ufatteligt. Uudsletteligt. Umuligt. Ord, der knytter sig til verdens største naturkatastrofer. At overleve en af dem må føles ganske uvirkeligt. Men det er realiteterne i ’The Impossible’, den sande historie om en families livtag for genforening og overlevelse under tsunamien, der i 2004 mega-hærgede Det Indiske Oceans kyster.

Virkeligheden rammer hurtigt – og voldsomt. Grumsede, meterhøje bulderbølger brager ind over ferieparadiset i Khao Lak, Thailand. Palmer, bungalower og andet feriegrej udjævnes, og mennesker kastes rundt som dukker i en centrifugevask.

Aldrig før så tæt på, så realistisk og så fordybet. Allermest intenst og uforglemmeligt, når Maria (Naomi Watts) kæmper sig gennem vandhelvedet til sønnen Lucas – gispende efter vejret mellem de utallige dyk og såret af fræsende glasskår, flaksende træstumper.

Stadig på det sønderflåede feriested er hendes mand Henry (Ewan McGregor) og to sønner mere, og derfra flyder den gribende søgen mod en nærmest umulig genforening. Sjældent har så simpel en handling været så spændende, oven i købet med en vis forudsigelighed til slut.

Og selvom der er blændet godt op for følelsesmanipulatoren, er der tilpas råhed og ægthed til at afbalancere med. Karakterer, følelser og atmosfære går op i en højere enhed med betydelige – og topaktuelle – temaer, som glæden ved at hjælpe hinanden i krisetid.

Makkerparret bag den fabelagtige spanske thriller 'Børnehjemmet', instruktør Juan Antonio Bayona og manuskriptforfatter Sergio G. Sanchez, har med ’The Impossible’ skabt den mest nervepirrende og følelsesladede film om tsunami-tragedien.

Fuldt fortjent er Naomi Watts Oscar-nomineret for sin råstærke moderfigur med livstruende kvæstelser. Også debutanten Tom Holland får de store følelser frem, når han som Lucas skal tackle ansvar og opgaver på voksenniveau.

Forvent glædestårer i øjenkrogen og klump i halsen, når filmens efterskrift viser billeder af virkelighedens spanske familie. Man er ikke kun lettet, men også sørgeligt bevidst om, at historien ikke stopper der.

Familiens traume og revalidering vil vare mange år. Film får sjældent tårer frem hos mig, men ’The Impossible’ er livsbekræftende som sol på kinden, bare fødder i vand og vind i skørterne. Simpelt, råt og ægte. Helt klart en af årets must-see film.