Griskhed

Det sker, at man sidder og kigger på noget, som bare ikke rigtigt fanger. Sådan var det desværre denne oktoberaften, jeg besøgte Republique til den første af de syv dødssynder, som teatret vil bringe til scenen.

'Griskhed' er en teaterinstallation med tryk på installation, og altså ikke almindeligt teater. Det får vi allerede at vide, inden vi går ind i salen, og sådan set er det en spændende idé at lade skuespillerne fungere mere som figurer end roller. Især fordi de står der midt i et flot og anderledes rum, som emmer af netop skulptur, kunst og fantasi. Det er instruktør Kamilla Wargo Brekling og kunstner (og altså nu også scenograf) John Kørner, der står bag det gule rum med alle de farvede problemer, som han kalder de æggeformede figurer. 

Billederne, som skuespillerne Lærke Winther, Lisbeth Wulff og Tilde Maja Frederiksen danner undervejs er da også flotte, sjove og overraskende. Men ordene og indholdet af de talte scener kan ikke bære. Enten bliver scenerne for banale, abstrakte eller simpelthen for langstrakte. Det hele handler om griskhed, og det er nærliggende at de tre karakterer både begærer og stjæler de farvede figurer fra hinanden. Det bliver for karikeret og meningsløst. Hvorfor skal hun nu have alle de blå? Hvorfor skal alle de små nu over i den anden ende af scenen? Der er svært at se et motiv andet end at illustrere temaet. 

Nogle scenerne styres af Kørners egen stemme på voice over, og det fungerer faktisk godt i samspil med de tre levede væsner på scenen. Desværre bliver også hans pointer om banker og alternativ vækst en banal illustration af temaet uden rødder i noget, vi kan forholde os menneskeligt og konkret til her og nu. Scenografien er abstrakt, karakterne er abstrakte, handlingerne er abstrakte og ordene over højtaler er abstrakte. Det bliver simpelthen for stor en opgave selv at putte mening i.  

Ideen med et gennemført abstrakt univers er tiltalende og forfriskende i sin absurditet, men af en eller anden årsag fungerer det bare ikke på scenen. I hvert fald ikke denne aften, hvor publikumsmængden også er lille, hvilket kan være en djævelsk modstander for en forestilling båret af komik. Det kan bestemt have spillet ind på oplevelsen. 

'Griskhed' bliver for abstrakt til at fungere som teater og for spillet og teatralsk til at fungere som en ren billedlig performance eller levende installation, hvilket ellers kunne have været interessant at se i netop disse rammer. 

Men ret skal være ret: Den absurde komik er helt klart oplevelsens styrke og der er øjeblikke, hvor de skæve scener får hele salen til at klukke. Ligesom det er ganske sjovt at få lov selv at træde ind i den gule scenografi efter forestillingen og røre ved de lokkende, kulørte problemer.