Il trittico
OPERA
21. november 2015 – 30. januar 2016
Operaen
Foto: Miklos Szabo
En treenighed, der aldrig burde være splittet ad. For nok virker Puccinis opera-triptykon som tre ret forskellige historier, men maestroen havde en ide med at forene dem som et værk. Det forstår man i denne skarpe og supermoderne opsætning af Damiano Michieletto, der flunser endnu mere i den pucciniske pænhed.
Det italienske stortalent har flair for de skarpe vinkler, og i sommer chokerede han Londons Royal Opera-publikum med en længere voldtægtsscene i Rossinis ’William Tell’. I hans Reumert-vindende opsætning fra 2013 (Wien 2012) af ’Il trittico’ ligger den mest radikale ændring i den mellemste del ’Søster Angelica’ – den del, der oftest har været pillet væk. Oprindeligt en meget religiøst betonet fortælling om soning af utugt. I Michielettos snit skærpes vanviddet – ikke mindst af scenografien, der gør kloster til anstalt – og afslutningen er knusende grum.
Al sentimentalitet er skrabet væk i det visuelle udtryk, og alligevel strømmer symbolikken fra de hvide, råkolde rum: Angelicas kasseagtige værelse og vaskerummet med håndvaske på stribe. Som librettoen lyder, burde det være et hjemsted af barmhjertighed og medlidenhed for Angelica og hendes medsøstre, men i stedet pointeres straffen. Så vovet, uskøn og afbleget har jeg aldrig oplevet Puccini, og selv i musik og sang synes nyt klir at træde frem. Aldeles fremragende fortolket af Michieletto og hans faste scenograf Paolo Fantin.
Netop den geniale scenografi er fuldvægtig i sammenkodningen af de tre operadele – med noget så massivt som containere! Sammenhængen mellem havnemiljø, vaskeanstalt og ødseldomicil er forbløffende, og hver sceneopbygning har sin grimhed i lagene. Helvede lurer lige om hjørnet.
For det er Puccinis triptykon-undertoner: Helvede-Skærsilden-Paradis. Med direkte inspiration i Dantes ’Den guddommelige komedie’, som sidste dels titelkarakter Gianni Schicchi er hentet fra. En bluffmager, der udgiver sig for en afdød mand for at omskrive hans testamente – på opfordring fra hans familie, som så må se sig gevaldigt snydt til sidst. På vejen mod Helvede går Schicchi-arven til det unge kærestepar, der også er gravide, og så er der vel Paradis for dem?
Umiddelbart ikke, hvis man følger de geniale spejlinger og spor, som Michieletto og Fantin lægger ud her. De to unge var allerede at skimte i højere lag i første del ’Kappen’, hvor de syntes som modsætningspar til det ulykkelige, ældre par Giorgetta og Michele, der har mistet deres barn. Men det sæt børnesko, Michele holder så fortvivlende fast i, overgår både til Angelica og til det unge par.
Således også andet gods, der kæder temaer, historier og karakterer sammen. ’Il trittico’ har et imponerende persongalleri, hvor flere sangere spiller to roller til ypperlig dobbelteffekt, og det går forrygende i både tragedie- og komedieformen. Ikke alle stemmer er optimale, men det dramatiske udtryk er helt i top. Særligt britiske Elizabeth Llewellyn, der er centrum for den glidende overgang mellem første og anden del, hvor hendes forvandling fra Giorgetta til Angelica er hjerteskærende. Og italienske Marco di Felice, der er fængslende kappebærer i både tragedie og komedie, og ender i Helvede uanset.
Død, synd og skyld er gennemgående temaer i ’Il trittico’, og Michieletto nedtoner det religiøse til fordel for det eksistentielle aspekt, når de tre dødsriger spores. Puccini gjorde grin med Dantes Helvede, da han lod Schicchi påberåbe sig formidlende omstændigheder, men det ændrer ikke ved at treenigheden er genskabt. I en moderne version med mindre troskyld og mere forfatning, der bestemt maner til eftertanke.