Idioterne

8 elever fra Statens Scenekunstskole. 8 unge mennesker. 8 idioter.

Frit efter Lars Von Triers ‘Idioterne‘ har Maria Kjærgaard-Sunesen og Simon K. Boberg i samarbejde skrevet sig frem til deres egen udgave af dogme-klassikeren, som vakte stor opstandelse verden over, da den første gang blev vist. I Irland blev filmen sågar forbudt, da der forekom et billede med eksplicit penetration.

Dét sker ikke her i Skuespilhuset – ikke noget i nærheden af – men det er der heller ikke behov for. For denne forestilling vil noget andet end filmen, og forcerer ikke en grund til at skulle underkaste sig dogme-reglerne, men opstår som et nyt projekt med et andet energisk fokus og form.

‘Idioterne’ er oplagt for dette års afgangselever fra Statens Teaterskole, da alle spiller en vigtig rolle i fælleskabet, hvor disse unge finder hinanden i søgen efter det rene og autentiske menneske. De opgiver hver især deres fortid og giver slip på de småborgerlige normer og ender i fint koreograferede gangbangs og under eksklusive middage indsmurt i kaviar og dyr hvidvin.

Det handler nemlig om at slippe sig selv, fysisk såvel som mentalt. Trods dét, at skulle holde sig til et manuskript, og den prompte reaktion ikke altid finder plads på scenen, så ér der øjeblikke, hvor teaterets naturlige begrænsninger lægger sig i baggrunden og erstattes af nærmest filmisk autencitet.

Silke Biranell, som er den sidste, der indgår i dette fællesskab, former dygtigt en forvirret kvinde, som i sorgen over sin søns død, finder sin egen mening i det løsslupne kollektiv – godt hjulpet på vej af Patrick Baurichters sprængfarlige idealist. Biranell bevæger sig under hele forestillingen i et forkrampet, stille tempo, som understreger hendes uhyggelige hemmelighedsfuldhed i et enormt realistisk udtryk.

Båden tipper lidt i fordelingen af humor og ømhed i forestillingen. For disse unge har virkelig tag i den humoristiske udfoldelse i historien, og det overskygger til tider det sensible oprør og den underliggende sorg, som ligger til grund for denne fælles holdning til deres omverden. I lige netop denne historie er det en genistreg, at kunne balancere imellem det tragikomiske og den udmarvende desperation, som kun momentant manifesterer sig i de unges ansigter.

Vi må nok erkende, at vi ikke længere befinder os i 1998, hvor von Triers ‘Idioterne’ for alvor skabte furore, men ikke desto mindre har Simon K. Boberg og Maria Kjærgaard-Sunesen med stor habilitet formet en god historie, som lægger op til et selvstændigt ensemblespil, hvor de nye, unge scenekunstnere kan udleve mange aspekter af de fire års lærdom fra skolen.