I føling
MODERNE BALLET
22. maj – 3. juni 2014
Skuespilhuset, Store Scene
Foto: Christian Radil
Et afsikringsklik og geværet rettet mod os. To svævende, rødblinkende mini-droner målrettet os. Tættere på kommer de fleste af os ikke. På at være i føling – militærsprog for: I direkte kamp.
Men her kan vi virkelig mærke det. Truslen, frygten og smerten af krigen i krop og hoved. Præcis som de tre virkelige krigsveteraner Martin, Henrik og Jesper har følt, stadig føler og altid vil føle om deres tro tjeneste som soldater i Afghanistan.
Om at træffe lynhurtige valg, kende sine fjender og skyde for overlevelse. Om flækkede geværer, pulveriserede lemmer og hujende selvmål. Deres ord er sønderlemmende og uforstilte, og deres kropssprog fortæller om følelsesmassen, der aldrig kan formidles bedre end med bevægelse.
Som forrygende supplement yder Den Kongelige Ballets Corpus-kompagni en medrivende indsats i eksempelvis geled, hjelm og burka. Både klassisk og moderne i dans som i musik, og med enkelt effektfuldt lys i det overvældende, dunkle og råkolde scenerum, som Skuespilhusets Store Scene kan være.
Ikke altid fungerer teksten med dansernes stemmer, men det sagte er topaktuelt og relevant. Fra genkendelige fraser som ”Derhjemme forstår de ikke denne krig” og ”Den der ønsker fred, må forberede sig på krig”, til udslag af Obama-administrationens tvivlrådige dronekrigsførsel.
Instruktør Christian Lollike er normalt mere provo- og legesyg, men her balancerer han yderst stilfuldt mellem pågående og hjertegribende. Kun i sidste scenes versoplæsning kommer der lidt spil, ironi og gejl på agendaen – i Peter-Clement Woetmanns krigsvision med nano-robotter og dna-bomber.
Men det er, når dansen bygger videre på Martin, Henrik og Jespers historier, at det bliver mest uforglemmeligt. Når Jesper må skjule sit ansigt overfor minderne, der virrer ind og ud af skyggerne til Ben Frosts mørke technolyd. Og når Martin og Henrik indgår i pardans, der glider over i nye pas de deux- og trois-variationer med ekstra lemmer, nogle i maven, andre som forlængede arme eller ben – til Maria Callas’ intense arie 'Casta Diva'.
Så er ikke kun hjertet ramt, men hele skelettet – og denne føling vil for altid sidde i korpusset. Som memento for Martin, Henrik, Jesper og alle de andre, der evigt har krigen i kroppen og hovedet. I respekt og medfølelse.