The Hunger Games: Catching Fire

Eventyret om Katniss Everdeen og de sultende distrikter i Panem er tilbage med endnu skarpere våben.

Det totalitære regime Capitol hersker og udvælger hvert år børn fra 12 forskellige distrikter til en kamp på liv og død. Tankegangen er åbenbart, at sådan en rask omgang gladiatorkamp er den perfekte pr-maskine til at holde de hungrende masser fra at gøre oprør. The Hunger Games er som en slags OL i rovmord et interessant tankespil, og selve legene er med deres fantasifulde og gennemtænkte dødsfælder et sikkert klimaks.

Derfor har man det i løbet af filmen lidt som en dreng juleaften, hvor man lige skal igennem en masse kedelige salmer, inden man til sidst kan komme til de sjove gaver. For forud for selve legene skal vi igennem et utal af ritualer og velmente kærlighedserklæringer, der grænser til det langtrukne.

Heldigvis er universet eventyrligt smukt bygget op ud fra Suzanne Collins’ originale romantrilogi, så man aldrig rigtig når at kede sig undervejs. Skulle historien gå i tomgang kan man lade øjnene glide hen over knitrende vinterlandskaber og neonfarvede parykker, der næsten havde fortjent en 3D-produktion.

Lige inden produktionens start blev den tidligere instruktør Gary Ross skiftet ud til fordel for Francis Lawrence, hvilket gjorde mange fans nervøse for kvaliteten af denne fortsættelse. Men ’The Hunger Games: Catching Fire’ er faktisk på mange måder en forbedring i forhold til 1’eren.

Hvor den første film led af mange teatralske og lettere overspillede scener, er her et noget mere råt og jordnært snit. For eksempel skal vi kun trækkes med den gumpetunge parole ”And may the odds be ever in your favour” en enkelt gang. Også kampene i selve arenaen er gået fra at have været en grumset blanding af barneleg og blodbad til nu at være en mere rendyrket kamp om overlevelse.

Det er stadig en fornøjelse at være 2½ time i selskab med Jennifer Lawrence, der rammer en fin balance mellem vrissen dræbermaskine og sårbar teenager. Philip Seymour Hoffman er en meget kærkommen tilføjelse på rollelisten og giver fra første replik en tiltrængt jordforbindelse. Men Josh Hutchersons portræt af makkeren Peeta Mellark er stadig en udtryksløs affære, der slet ikke giver Lawrence nok modspil i den sideløbende historie om kærlighed og venskab. Der kommer ikke til at slå mange gnister imellem duoen, når den ene parts skuespil er en våd karklud.

Samlet set vil både scifi-fans og teenagere på jagt efter den næste romance uden tvivl føle sig godt underholdt. Så vi må spændt vente på de næste to filmatiseringer i 2014 og 2015 for at se, om det lykkes Katniss at skyde tilstrækkeligt mange pile i Capitols pr-maskine.