Hübberiet: Håb

Denne aften står i H’ernes tegn. Halloween har lokket med flere dryppende fester, men jeg har valgt håbets aften med ’Hübberiet’. Min yndlingsfarve er grøn – håbets farve – og jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke har iklædt mig det lysegrønne som kontrast til alle de sortklædte og blodsplattede, der mestendels ligner noget fra Helvedes baggård.

På nationalscenen er der roligt og trygt, men som det første indslag afslører, er det kun afsættet: ’Stille før storm’ i en akustisk rå version sunget evigt hjertegribende af Lis Sørensen, akkompagneret af Jonas Kragh på guitar. En af de største danske popsange – med lige dele melankoli og håb, som balletboss Nikolaj Hübbe byder velkommen til.

Finurligt lægger han ud med at citere Bertel Nygaard, håbshistoriker ved Aarhus Universitet, om at håbet ikke bare er lysegrønt, men spraglet og kulørt. Direkte nuppet fra Nygaard fortæller Hübbe om håbets historiske foranderlighed, og som eksempler på at alle håber noget forskelligt er Lenins kommunisme, Luther Kings ligeret og Jehovas Vidners dommedag suppleret af en udmærket aktualitet fra Hübbes egen humorboks: ”Fodboldlandsholdet håber altid på et mirakel.”

Miraklerne er noget tættere på hos Maria Grabowski fra Verdens Bedste Nyheder, som på sjette år leverer konstruktive nyheder om blandt andet de 17 verdensmål, der i år er fornyet og udvidet frem til 2030. VBN er støttet af FN og Danida samt hundredevis af danske virksomheder, der vil være med til at lave om på det faktum, at de gode historier sjældent finder vej til forsiden. Så frem med positiviteten og håbet!

Legerummet ’Hübberiet’ er åbent på 6. sæson, og der er som altid noget til både hjerne og hjerte. Man bliver oplyst, overrasket og forkælet, når de forskellige talenter folder sig ud. Og selvom aftenens balletuddrag præges af de nyere, håbefulde talenter er standarden stadig høj. Og måske endda lidt mere hot med sine moderne tiltag.

Mest forrygende er alligevel den erfarne koreografduo fra Nederlands Dans Theater, Sol León og Paul Lightfoots ’Short Time Together’-uddrag, hvor særligt Jonathan Chmelensky er helt eminent og temperamentsfuld. Ligeledes boblende af intensitet er den britiske koreografkomet Liam Scarletts ’Viscera’-pas de deux med J’aime Crandall og Gregory Dean.

Den 31-årige solodanser, der kom til Hübbes kompagni i 2008 fra England, får en stor del af spotlyset denne aften. Udover ’Viscera’ danser Dean sin egen solokoreografi ’L’Homme’, og afslutter showet med en flot kvindeparade i ‘On the Feeling of Light’, som han koreograferede til Århus festuge. Tidligere i år kreerede han festtrin til ’Svanesøen’ sammen med den 10 år yngre korpsdanser Oliver Starpov, som imponerende nok har flere år og koreografier bag sig. Hans nye værk ’Beginning and Ending’ viser tydeligt hans vovede stil, og blandt de ni herredansere er Sebastian Kloborg, hvis koreograftalent også burde ha’ været repræsenteret.

Håb er ikke umiddelbart det man forbinder med operaen ’Jægerbruden’, og det forlyder at denne nytolkning omhandler krigstraumer. Hübbe får dog vinklet den alligevel med spørgsmålet om der er håb for disse hjemvendte soldater. Og så får han chancen for at nævne endnu en suveræn H’er: Kasper Holten, der er på kortvarigt instruktørbesøg i sin tidligere chefstol. Det ville ha’ været en fin overraskelse at få Holten med på den gamle scene, men så får vi til gengæld 17 herrer fra Det Kongelige Operakor – og det lyder faktisk ganske opløftende.

Mest overraskende er forfatter Peter Høeg, der får sagt rigtig meget på kort tid, både humoristisk, filosofisk og følsomt. Høegs velbekendte spiritualitet spiller listigt ind i de to første historiefortællinger og udstiller sårbarheden i at tro på den åndelige verden, men den efterfølgende dans skal han nok øve sig lidt mere på.

Men hvor Høeg får points for det legesyge, så savner vi stadig den mere impulsive og engagerede værtsrolle, som balletchefen excellerede med i de første sæsoner. Det virker fortravlet, og når introduktionerne så ovenikøbet er nappet fra andres tekster, virker det pauvert. Måske har han brugt al krudtet på Århus Festuge, hvor han var helt i hopla. Det er jo oplagt at fortælle om egne håb for ballettens fremtid, når han sender en ballon påskrevet ’håb’ op til håbets gudinde.

Tilsvarende hvide håb-balloner får vi i hånden, da vi går ud i aftenkulden, der fortsat domineres af Halloween-folket, så vi kan sprede håb i al uhyggen og frygten. En flot stribe af hvide balloner flyver fra Gamle Scenes balkon og nogle publikummer vælger at lade deres ballon følge himmelstrømmen – i hvert fald er håbet spredt og vi forventer at ”råbet bliver enormt”, som den karakteristiske linje hedder i ’Stille før storm’.