Hovedløs sommer

Forældreopdragelse. Et tidstypisk fænomen vendes snurrigt og makabert på hovedet, som kun Erling Jepsen kan udpønse. I ’Hovedløs sommer’ er det nemlig børn og unge, der giver forældrene en tur i opdragelseskælderen.

Der er så dejligt ude på landet, står der på bagsiden af romanen, som Jepsen sammen med instruktør Madeleine Røn Juul særdeles vellykket har overført til teaterscenen. Man ved fluks, at det er ironi, så det driver fra pæretræ til kælder i landidyllen.

Efter forældrenes skilsmisse ender Emilie og Jacob med moren på landet. En rimelig rebelsk teenagepige og en særligt sensitiv lillebror, der begge har noget med det hovedløse. Fantasier og mareridt, der udmønter sig i billedkollager og fortællinger. Da den mystiske Anders (Thue Ersted Rasmussen) dukker op og charmerer sig ind med historier om sin opvækst i huset, eskalerer alt.

Forestillingen starter 10 år senere ved ferniseringen af Emilies kollagemalerier: ’Forældreopdragelse, del 1’ – tilegnet de chokerede forældre og en fraværende bror. Kunsten er uuuuu-hyggelig, meget realistisk og alt for privat. Men det kan der arbejdes på, mener kunstakademiprofessoren (Tom Jensen), som så følger med på sidelinjen, imens Emilies fortælling om den hovedløse sommer udspiller sig.

For Emilie (Marie Dalsgaard) er tingene ikke kun sandt eller falsk, og overdramatisering er tydeligvis blandt hendes talenter. Man pirres af usikkerheden og de udviskede grænser, og det føles helt naturligt, at der skiftes fra selve historien til professoren og Emilies kommentarer og småanalyser.

De indrammer fortræffeligt det psykologiske spil anført af Anders, der læser psykologi, fordi han ikke kunne komme ind på pædagogik. Hvilket afslører en god del om hans evner som opdrager, og hans forældre lider en grum skæbne på grund af manglende talent for følelser og gavevalg.

Iscenesættelsen er helt enkel, men iderig med finurlige scener, der kalder på udødeliggørelse via kunst. For kælderen rummer nostalgi og hemmeligheder, og de knirkende sengebrædder smider uskylden på bålet. Lynet slår ned i pæretræet, og helten triumferer med afbrændt, rygende t-shirt. Og den største og sjoveste overraskelse er såmænd fortællingens mest makabre. Det er morderisk morsomt.

Man kan være hovedløs på flere måder, og det er endnu en af de forunderlige tvetydigheder i denne medrivende fortælling om børns forældresyn. Erling Jepsens historier er blevet betegnet psykotisk realisme, og ’Hovedløs sommer’ er spot on. En hverdagsspøjs familieskildring toppet med gotisk gru og gys. Mon der kommer en ’Forældreopdragelse, del 2’?