Hjerter Dame

Den, der venter længe nok, bliver konge af Sverige. Men hende, der stædigt bliver ved med at arbejde sig op og ikke lader sig kyse af mænds magtspil, bliver dronning af den danske fagbevægelse.

Lizette Risgaard har støt og roligt arbejdet sig frem, siden hun var i begyndelsen af 20erne. Filmen følger hende i de første to års formandskab for LO, gennem møder, forhandlinger og utallige 1.maj-taler. Det er en prunkløs fortælling, der i princippet ikke gør meget væsen af sig, præcis som damen selv virker til at være. Et varmt portræt, der kommer tæt på, uden at det bliver for personligt. En dragende skildring af magtens spil, hvor der er grænser for, hvor mange ridser i lakken, der tillades. 

Formanden er uhyre privat. Det er både en styrke og svaghed ved filmen. Vogter hun nidkært over de valg, hun har taget og deres konsekvenser, så lægger man til gengæld mærke til de pauser i talen og blikke, hun sender. Vagtsom og udstillet, når hun forhandler eller får (unødvendig) medietræning. Hun er i sit rette element blandt fagforeningsfolk, både i forbundene og på arbejdspladserne.

Her kunne filmskaberne have valgt at få andre til at tale rundt om formanden, sætte hende og også fagbevægelsen i kontekst. Men det er hende, der er i billedet, omtrent konstant. Flere stemmer og nye vinkler ville have løftet den ellers velproducerede og visuelt lækre film endnu mere. De mange skiftende medarbejdere og mødedeltagere bliver ikke præsenteret ordentligt, selvom vi kommer helt ind i Forligsinstitutionen.

Der er givetvis en række fordomme og forventninger til kvinder, der stiller sig i front og som får en dokumentar. Vi vil gerne tæt på, se en ny og følsom side af dem, der vækker vores sympati, og oftest ville en mand ikke blive mødt af den samme nyfigenhed, der blotter det personlige. Dér er publikum tilfreds med den ensomme ulv, der har et mål.

Lizette Risgaard har også drømme og forhåbninger på sine medlemmers vegne, for fagene og for den danske model, men de fortaber sig i denne film en anelse i de konstante bilture fra møde til møde. ’Hjerter Dame’ er særligt interessant mod slutspurten af forhandlingerne og efter. Hendes årvågne, drilske blik, da hun har knoklet på i dagevis, mistet stemmen, smidt skoene og læst utallige forligsudkast. Ikke tale om at sove nu! Formandens rolige dialog med de arbejdere, der følte sig skuffet over aftalen og afbrød hendes 1. maj-tale. Her giver kameraet hende plads til det, hun skal. Man ser respekten for hende vokse hos de hærdebrede arbejdsmænd.

Selvfølgelig passer hun på. Lizette Risgaard vandt ikke magten ved at være veninde eller blød. Skulle hun åbne op for tab og afsavn, gør hun sig sårbar og gør det sværere at komme i mål. Hun må have givet afkald på meget for det fælles bedste. Men der virker nu lidt køligt og ensomt på toppen.