Dig og mig for altid

Det nye årtusind er allerede, før det knap er begyndt, omsat til musical, når makkerparret Kreutzmann og Rydén lader de største danske pophits fra 00'erne danne rammen om musikforestillingen ’Dig og mig for altid’. Karikerede fortolkninger af det moderne menneske til lyden af gedigen pop er en god idé, men iscenesættelsen falder desværre til jorden.

Folkekirken danner fortællerammen om en musical, der lader vide, at dansk kultur er selfies, selvfedme og selviscenesættelse. Alle karaktererne i ’Dig og mig for altid’ er stærkt karikerede og unuancerede, og fortæller over en bred kam historien om en dansk kultur, der ikke lader meget håb for kommende generationer.

Der er barnedåben, der ender med at barnet ligger alene i døbefonten, mens familien går amok i selfies. En begravelse med en suspekt ægtemand, der begraver konen mens hans rapper LOCs ’Undskyld’; og et bryllup, hvor manden er sekundær, for det vigtigste er naturligvis kjolen. I denne opsætning udebliver kærligheden til karakteren i iscenesættelsens sketchagtige form. Når sketchen så ikke lykkes er der ikke meget at klappe af.

At lade musikken fra et årti være soundtrack til en mere generel fortælling om dets samtid, er ganske oplagt, men der er i ’Dig og mig for altid’ et mismatch imellem sangene og de scener sangene optræder i. Som når den hjemløse synger om sit lorteparforhold og sine ludbehandlede træpersienner. Det er en tilsnigelse, der gentages flere gange igennem forestillingen.

Men der er dygtige sangere på scenen, soulsangeren Niels HP er fræk polsk håndværker. Lars Bom giver den som ligbleg bedemand med diabolske træk og voldsom OCD. Pernille Højmark er præsten som med stor medmenneskelighed gemmer illegale indvandrere, men så alligevel lader sine handlinger afgøres af sin fugtige sorte bomuldstrusse. Alle på scenen er gode sangere, men få er gode skuespillere og det smitter af på iscenesættelsen.

Der er stort set ikke fortolket på nogen af sangene, de synges som de nu engang er skrevet, men man kunne forestille sig at sangene kunne have fået en anden mening eller måske fremhævet sin mening, såfremt teksterne havde haft en mere fremtrædende rolle. Men der er én scene, hvor et gospelmedley af Nik & Jay-sange fortolkes af hele holdet med en imponerende energi og med en ironisk kommentar, og her fungerer ’Dig og mig for altid’, måske fordi referencerammen i denne scene er fjernet.