Greve Ory

Libertiner til de forføriske fingerspidser er Greve Ory. Men han overstråles både karakter- og sangmæssigt af kvinderne omkring ham i Malmø Operas meget internationale opsætning af Rossinis næstsidste operaspektakel.

Galimatias hersker fra start med brogede kostumer, skør hårpragt, kuriøs hoved- og halsudsmykning samt en flot belyst bagscenografi a la det der labyrintkuglespil, der kan drive én til vanvid. Ned fra oven en eremit omkranset af gevaldige hvide plysvinger – og sus i skørterne hos kvinder, der vugger og vrikker deres kroppe. Den danske scenograf og kostumier Karin Betz imponerer igen med leg og symbolik, og ligeledes danske Mikael Sylvest brillerer med lyssætningen.

Det er komisk opera med lidt blandede traditioner – italiensk opera buffa, fransk vaudeville og almen karikaturspas. Den franske stjernelibrettist Eugène Scribe mixer ironi, arrogance og slapstick, så man bliver helt bims. Stemningen er ofte mere forvirring end ren morskab.

Sjovest er starten af anden akt, hvor kvinderne slår dej op og ælter godt og grundigt i savnet på deres korsriddermænd. Lettere koket synger de om fred og ro på slottet, indtil storm, regn og torden brager igennem væggene og en samling nonner søger ly. Efterfulgt af den herlige duet ‘Ah! quel respect, Madame’ mellem Grevinde Adèle og en af nonnerne (Greve Ory forklædt), og et drukscenarie af korsende nonner – der dog forlænges mere, end sjovt er.

Handlingen er såre simpel og ganske naiv: Greve Ory er på scorestien og for at få adgang til det aflukkede slot, græsenkerne og Grevinde Adèle klæder han sig ud – først som sjælelig frelser og sidst som forfulgt nonne. Så skiftes mænd og kvinder ellers til at overliste hinanden, og det store persongalleri giver masser af spræl. Ikke mindst i kønsforvirringen og forklædningerne, som spiller på det åndlige versus det seksuelle.

Tempo og vilde koloraturer er velkendt i Gioachino Rossinis værker, men sang og musik i ’Greve Ory’ er alligevel i særklasse højt og heftigt. Dirigent Tobias Ringborg følger flot solisterne, som er traditionen for bel canto, og giver også god plads til det store operakor, der fikst får individuelle stjernestunder i første akts slutscene.

Det internationale cast svinger i standard og ærgerligt nok virker Leonardo Ferrando (Uruguay) for svag i de lange, lyse toner, der skal give Greve Ory de komiske højdepunkter. De klinger til gengæld eminent smukt hos Erika Miklósa (Ungarn), der synger sig til koloraturhimlen og bliver enhver scenes midtpunkt som Grevinde Adèle. Stærk og energisk er både Ketevan Kemoklidze (Georgien) i bukserollen som pagen Isolier og Irina de Baghy (Canada) som Ragonde.

Mest af alt er det desværre som om de alle farer vild i labyrinten af leg, lyst og laster. Der er ikke meget mening med noget af balladen, og der mangler noget kant og kaliber til at gøre galimatiasen mindeværdig.

Greve Ory er hverken Casanova eller Marquis de Sade, og hans libertinerstil nærmer sig det tåbelige – særligt når han endelig får lusket sig ind i grevindens seng. Dramaet i denne trekantsscene er relativt sært, og skældsreplikken om, at han har ført krig mod kvinder, er et temmelig latterligt punktum for hans forførertogt.