Godt vi har Allan

Teater V byder på vinderen af Dramatisk Debut, der desværre fungerer bedst som litterært værk og knap så godt som teateropsætning.

’Godt vi har Allan’ præsenterer sig som en forestilling, der vil revse det gentrificerede Vesterbro. Her præsenteres det københavnske brokvarters mondæne byfornyelse, hvor prostituerede, junkierne og de hjemløse fejes væk og ind under gulvtæppet. Men hvis man i det skjulte nærer sig ved tanken om, at nu skal Vesterbro-hipsterne rigtig revses, så bliver man svært skuffet. Hvem der egentlig revses, og hvorfor det er godt, vi har Allan, bliver vi heller ikke klogere på.

Kristoffer Fabricius og Sophie Zinckernagel spiller på skift forskellige roller som henholdsvis stereotype fucked up junkier og almindelige borgere, der synes det er for meget, at de hjemløse ligger og skider i opgangene og roder rundt på fortovene, når man er på vej i Netto. I det hele taget forpester de kvarteret. Men karaktererne er svære at placere i et socialt lag og derfor udebliver identifikationen, fordi jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvilket standpunkt, der tales fra. Jeg mangler en genkendelse og et spejl holdt op imod mig. Kvaliteter som jeg faktisk tror teksten rummer, men som iscenesættelsen ikke formår at forløse.

Peder Frederik Nielsen hedder manden, der med en enig jury netop har vundet den landsdækkende dramatikerkonkurrence Dramatisk Debut. Han skriver her en form for socialrealisme, men jeg kender ingen af typerne – jeg genkender højst junkierne på grund af stereotypiceringen i spillestilen. De roder rundt i en kluddermutter af sorte ledninger, som de fra tid til anden bruger som snøre, når de fixer.

På toppen af en garagelignende kasse står den tredje mand med sin elguitar, Anders Birk, som lægger strømlinet elektronisk lydtæppe over forestillingen – i virkeligheden forestillingens eneste hipster. Der er et scenografisk potentiale, for eksempel med de hvide klinker i garagen, som minder om en tur i Kødbyen lørdag nat. Men desværre bliver hverken scenografien eller det musikalske univers udnyttet til fulde.

Fabricius og Zinckernagel fortæller den dramatiske tekst. De lever den ikke. Nu er meningen heller ikke at skabe en fuldendt illusion. Fortælleformen er mere episk og litterær i den måde de to skuespillere reciterer i en mikrofon henvendt til publikum. Hverdagsbanaliteterne, som rummer noget komik, leveres i en standup-agtig form som gør, at vi griner mest, når karaktererne ydmyger de hjemløse junkier, der roder rundt i deres eget lort. Samtidig gør forestillingen et forsøg på at ydmyge dem, der ydmyger de hjemløse. Men vi griner mest ved førstnævnte og det virker lidt underligt.

Jeg er nysgerrig på Peder Frederik Nielsens ret fyldige tekst og ville egentlig gerne læse den på skrift. Men det er som om denne dramatiske debut modstrider sig en iscenesættelse. Derfor bliver forestillingen statisk, den mangler visualitet og dynamik.

I en tid, hvor performanceteatret i nogen grad underkender dramatikerens arbejde, virker det kærkomment at få dramateksten tilbage i fokus på den danske teaterscene. Mere af det. Men det kræver at teksten rummer et iscenesættelsespotentiale, som kan udnyttes til fulde i et scenisk sprog.