Human Afvikling

Jacob lever et liv med cerebral parese. Han går underligt. Han ser underlig skæv ud i ansigtet. Han taler underligt. Det er ikke til at skjule: Jacob er spastiker. 

Jacob er ikke en rolle. Jacob er et virkeligt menneske, spillet af Jacob selv. Og Jacob og hans hold gør et eller andet fuldstændigt rigtigt i løbet af den halvanden time lange forestilling, som handler om, nå ja, Jacob. For da tiden er gået, får forestillingen et bifald med på vejen, som sjældent har set mage. 

Den tætpakkede teatersal klapper, hujer og græder i en kollektiv ekstase over alt det, de netop har oplevet. Her er ingen kære mor: Selvom den gangbesværede Jacob nu må være både træt og udkørt, så forlanger salens taktfaste klapsalve at få ham ind på scenen igen og igen og igen og igen. 

Hvorfor? Fordi vi er taknemmelige over det hudløst ærlige indblik, vi har fået i Jacobs liv. Han deler ud, som havde han intet at miste – og det er måske selve kernen i det hele – for måske har han vitterligt ikke noget at miste. 

Hvad er livet egentligt værd, når man fungerer ligesom alle andre inde i hovedet, men ingen kan se det, fordi man ligner én med et intelligensniveau lig nul? Hvordan sover man godt om natten, når statistikkerne siger, at man nok ikke har mere end 10-15 år tilbage at leve i – og endnu kortere tid før man ender i en kørestol? 

’Human Afvikling’ er virkelig intelligent sat sammen. Kristoffer Fabricius gør det godt som Jacobs højre hånd i det hektiske parløb ind og ud af samtaler, hverdagsscener, publikumsafstemninger, ekspertudtalelser, dans, monologer og skænderier. Vi får ikke lov bare at sidde passive på sæderne, men involveres både følelsesmæssigt og med vores meninger i afstemningerne. 

Forestillingen har en alvor så dyb som døden, men masser af fart over feltet, grin og bidende sarkasme til at skylle det hele ned med. Vi får selveste Peter Kær på scenen til en omgang ’Hvem vil være normal’! Det er skævt, tåkrummende, alt for meget og satans modigt. 

Hvordan kysser man en pige og får hende til at kunne lide én, når tungekys betyder mundvand ud over det hele? Når fysikken ikke rækker til at åbne bh’en og slet ikke til at følge de gængse opskrifter under dynenerne? 

Jacob har regnet den ud. Det handler om at lade pigen føre. Ligesom det handler om at lade de andre føre ordet, når man er til fredagsbar. Der er nemlig ingen, der kan holde pinslen ud, når Jacob skal sige mere end en enkelt langtrukken og forvreden sætning. Allermindst kan Jacob selv. Succes er lig med at falde i bagruden i Jacobs verden. 

Det er derfor, vi elsker, at han nu er blevet inviteret ind i spotlight. Vi er dybt taknemmelige over, at der er nogen, der har givet ham og hans fortælling de her rammer, hvor vi kan – mere end – holde ud at høre på ham i lang tid af gangen. Hvor vi slubrer ham til os. Lige her, på denne her måde, er Jacob noget så sej, sjov og charmerende. Her går pointen rent hjem: Når Jacob står her og er så nice, hvorfor er vi så så bange for handicap? Så bange, at vi måske er ved at udrydde de fleste former allerede i fosterstadiet. 

Selvom der også er nogle af forestillingens øjeblikke, der ikke sidder lige i skabet: Når Jacobs offerrolle tager lidt meget over, når en taxascene bliver lidt fortegnet, og når troværdigheden ryger sig en tur i en passage, hvor Jacob skal forestille ikke at ville være med mere.

Men det ændrer ikke ved, at ’Human Afvikling’ samlet set er en pissegod, pissegribende og pissevigtig forestilling. Et unikt indblik i en hverdag med et alvorligt fysisk handicap. Som en lille, men uhyre stærk missil rettet direkte imod spassertabuet.