Frit flet

Er man vild med at bladre sig igennem ’Frit flet’-bogen vil forestillingen af samme navn ganske sandsynligt også falde i ens smag. Holdet bag har lavet en fortolkning, der på én gang er sin egen, og alligevel står tydeligt i forlængelse af den kalejdoskopiske form, som bogen er blevet kendt og elsket for. 

Fire stærke kvindeskikkelser lægger krop og stemme til bogens tekster. Det er ikke til at sige, hvem der er hvem af bogens forfattere - Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup - ligesom der ikke gives en forklaring på at tre kvinder pludselig er blevet til fire, men ellers er opførelsen ganske i bogens ånd. 

Liv Helm, Franciska Zahle og Hannah Schneiders sceneversion af bogen har en stil, der minder om Mungo Parks ’Kvinde kend din krop’ eller formen hos Sort Samvittighed. Noget savnes dog både i forhold til bogen og den spillestil, som gruppen Sort Samvittighed kendes for. Nemlig et bagvedliggende samspil eller metalag performerne imellem. Bogens mailkorrespondancer mellem A, B og C er ikke med og vi får i det hele taget ikke noget billede af de fire kvinders forhold til hinanden. De er stærke stemmer, men som i et band af fire solister. 

Forestillingen indeholder virkelig gode passager i forhold til både scenisk fremstilling og den dramaturgiske sammensætning af tekstbidder fra helt forskellige dele af bogen. Eksempelvis når en scene starter med en trillende tomat, som Sofie Torp indtager, mens hun fremfører en af bogens skønne lister, her om indholdet af en helt almindelig dag: ”3 måltider – simple, 100 englehop udført på køkkengulv, flugttanker…” Flere tomater ruller fra bagtæppet og direkte videre til beretningen om en kvinde, der arbejder i en tomatmark under usle forhold og oveni hatten må begrave sit nyfødte barn. 

’Frit flet’ lever – præcis som bogforlægget – i sammensætningerne, mellemrummene og overgangene. Og så i sangene. Flere af bogens tekster er blevet oversat til stærke sange, hvor loftet i den gamle slagterhal lige løfter sig et par centimeter, og her stråler Liv Helm virkelig igennem som instruktør. 

En monolog om ”pindsvin-isme” som analogi til feminisme, fremført af ældste skuespiller på holdet Kirsten Peüliche, indprenter sig i hukommelsen som gods til eftertanke og vidne om holdets afbalancerede sans for humor. Der grines meget fra salen. Ofte foranlediget af et skønt, underspillet kropsarbejde fra de fire skarpe skuespillere. 

Går man ind og ser ’Frit flet’, kan man forvente temaer som krop, livsovergange, moderskab, fødsel og død. Præcis som i bogen. Og temaerne, der ellers nok er blevet repeteret på den danske scene de senere år, fremstår for det meste både vedkommende og friske. Dog bliver stilen og tonen af og til forudsigelig og kedsommelig.