Frankenstein genskabt

”Godaften, kære menneske – hvor godt du kom forbi.”

Johan Olsens faldne engel fylder med sin fantastiske stemme Store Scene helt ud, han er som skabt til at stå der. Hans rasende, inderlige brøl sætter fortællingen i gang, og vi lader os løfte ud af virkeligheden og ind i et helt andet univers.

Albert (Nikolaj Kopernikus) og Viktor Frankenstein (Anders W. Berthelsen) er bedste venner. Gennem mange års laboratorieforsøg og genteknologi har de dannet et tæt, fortroligt venskab. På trods af Alberts indlysende beundring og kærlige støtte, er Frankenstein en bitter mand.

Den medlidenhedspris, der på meget uhøjtidelig vis tildeles ham i en kælder under universitetet, lader kun galden boble med forhøjet styrke. Inden forskeren når at kaste sig ud foran et tog, stopper et vidunderligt morsomt postbud (Rasmus Hammerich) ham. Med et brev. Og dertil en hengiven, højst mærkværdig, østeuropæisk kvinde (Danica Curcic). Og hendes bortrejste onkels (Lars Brygmann) slot - fuld af nymoderne skrumler af dingenoter til fri afbenyttelse.

Vores skrålende, djævelske fortæller har store planer med Frankenstein, der så må makke ret. Distraktioner som den brusende kærlighed og det trofaste venskab må lade livet for et højere mål; at skabe et forbedret menneske.

Efter at have mistet alt, indvilliger Viktor i at genskabe sin ven, Albert, som han så ubetænksomt svigtede. Og efter at være blevet udruget i en elefants livmoder kan det kunstigt skabte menneske se dagens lys.

Det nøgne monsters klagende, fremtvungne lyde er uhyggelige og giver myrekryb, men Viktor Frankenstein giver ikke op; monsteret skal lære om arvemasse, men også erindre deres lange venskab.

Mennesker er dog ikke små maskiner, og trods hårdt arbejde har den nye Albert ikke de store skrupler med at stige ud i en taxa og forlade hans førhen bedste ven til ensomhed og alkohol.

Teksten veksler præcist og elegant mellem grotesk og charmerende humor, poesi og stor alvor. Scenografien er hæsblæsende, magisk og føles grænseløs. Rummene skifter igen og igen, mens vi måbende følger med.

Sangene understøtter handlingen og følelserne men giver plads, når dialogen tager fat og folder sig ud. Instruktionen er gak-gak på den gode måde og vi føler os inddraget – nærmest medvirkende – når den faldne engel snor Frankenstein om sin lillefinger.

Frankenstein genskabt bringer mange emner på bordet. Videnskabens (mangel på) moral og etik, og vores forhold til naturen. Det perfekte menneske. Vores egoisme, storhedsvanvid, higen efter magt. Hvordan vi med letsindig hånd smider kærlighed og venskab bort for at erhverve magt, succes og berømmelse.

I sidste scene er et hvidt lys det eneste, der omringer Johan Olsen, da han bøjer sig ned. Da det også slukkes, bidrager publikum med stående applaus. Kenneth Thordal (musik og sange) og Kasper Hoff (manuskript) har gjort det glimrende. Hvor var det godt, jeg kom forbi.