Et Krybespil

Der er dømt gak og løjer i Får302s beskedne lokaler. Væggene er tapetseret med væmmelig prikket voksdug og ligeså er skuespillerne. De synger 'Kloden Drejer' for lillemanden i krybben, det irriterer noget langt inde i mig. Og sådan er humoren i stykket, når den er værst. Ligetil og klichefuld. Når den er bedst griner man til gengæld, også selvom man ikke er den type.

De to skuespillere, Charlotte E. Munksgaard og Pauli Ryberg gir den alt, hvad den kan tåle med en stor sans for det absurde og groteske. Særligt den mandlige part er rørende morsom både som dybt uempatisk provinskone, barn i grøn flyverdragt, ønskebarn i lyserød kjole og far til en kat.

Men hvad er meningen med de mekaniske ønskebørn og den liderlige Jomfru Maria? Det er jo ikke nok at publikum griner, vi skulle helst også frem til en pointe, i det mindste en lille én. Vi kan hurtigt blive enige om at politisk korrekte hippie-mødre, der spiser deres børn af med afrikansk fairtrade-mango-yoghurt er irriterende, men det vidste vi allerede da vi slog bagdelen i sædet. Et egentligt budskab udebliver og det er ærgerligt, det er meget ærgerligt og det er en ærgerlig slutning for næsten ingen af de små sketches bliver ordentligt afsluttet.

Anders Lundorph har gjort et ærligt instruktørarbejde og har truffet nogle sjove og groteske valg, men forløsningen udebliver. Den opstod med det græske teater og har fungeret lige siden, så den synes jeg vi skal værne om.

Min ledsager ville, på trods af en momentvis og umiddelbar latter, give den to stjerner, vi giver den tre. Og så blev det også jul i år.