Sne, blomster, fjer & fisk

”Det her er endnu et kunstprojekt,” proklamerer skuespiller Pauli Ryberg midt i meningsløshedens desperation på Får302. Det er også en metakomedie, der ganske raffineret griller performancegenren. I veldoserede mængder strør Ryberg, Charlotte E. Munksgaard og Birgitte Prins om sig med underspillede stikpiller rettet mod performancekunsten. Desværre ved forestillingen ikke rigtig, hvad den vil sige os. Den hvisker og træder varsomt, men den er trods alt smuk, mens det står på.

Forestillingen er skarp, når de tre skuespillere med detaljeret præcision veksler mellem den flade, banale og trivielle sludder for en sladder og det højtravende og avantgardistiske kunstprojekt, som ’Sne, blomster, fjer & fisk’ i virkeligheden mest er – en refleksion over kunstens rolle og visuelle udtryk. Mere tematik tør forestillingen ikke at tage op. Den tenderer derfor en snydepakke, hvor gavepapiret er smukt og kreativt udført, men kassen er tom.

’Sne, blomster, fjer & fisk’ ligner mest af alt minimalistisk installationskunst, der har indtaget et museum. Vægge, gulv og loft er malet hvide. Mellem publikum og scene er der placeret en glasvæg, der for alvor markerer denne teaterforestilling som et artefakt placeret i museets glasmontre. Først tror man, at instruktør Anders Carlsson og koreograf Andriana Seecker mener det hele seriøst. Så indledes den første monolog af Munksgaard med mundsavl og bæven – og Ryberg, der åndsforladt står og gnasker på et æble imens. Humoren afmonterer konstant kunstprojektet.

De følgende scener balancerer ligeledes på vippen mellem kunstens selvhøjtidelighed og latterliggørelse, på så underspillet en måde, at den næsten er til at overse. Selv i et visuelt univers, hvor ord er overflødige. Alligevel indgår der brudstykker af lyrisk tale eller sang, som ikke giver nogen som helst mening, andet end at det tydeliggør lyrikkens sommetider prætentiøse karakter.

Skabelsen af billeder forbavser, når det hvide rum indtages af sorte konfettimonstre, der ligner medlemmer fra et avantgardistisk dødsmetalband, mens Ryberg vrænger ”HOLD KÆFT” i mikrofonen til blitzende stroboskoplys. Eller når Munksgaard ifører sig en funklende perlebroderet hat, der skygger for øjnene og når helt ned over kroppen, eller Prins iklædt farvestrålende blomster- og fjerpragt i store armhylstre.

Nicholas Nybro står for forestillingens fashion design – prangende dragter, der umiskendeligt leder tankerne hen på den forgangne modeuge i København, hvor man også dér, kan blive i tvivl, om modeskaberne nu mener det seriøst, når deres modeller tramper ned af catwalken i outrerede kropshylstre. Og det gør de.

Befriende er det, at denne forestilling, på trods af en udpræget æstetisering på linje med modeugen, punkterer (selv)højtideligheden undervejs. Det sker blandt andet mod slutningen, hvor luften for alvor siver ud af ballonen, ved en pludseligt henkastet sludder om frikadeller i jyske døgninstitutioner (mediernes frikadelle-gate), eller om nogen har set det dér grisemisfoster fra Kina, der har floreret på nettet. Et snefnug af samfundskritik lander i salen, men smelter hurtigt igen.

Det er den subtile og veldoserede humor, der redder forestillingen, men det er det samme krydderi, der giver hele kagen en bismag af tidstypisk ironisk distance og berøringsangst, som gør, at jeg ikke kan lade være med at tænke, at forestillingen samlet set ville stå stærkere, hvis den havde mere på hjerte og turde vælge en vej.