Drive My Car

Ryûsuke Hamaguchis fine og gådefulde film er inspireret af Haruki Murakamis novelle af samme navn fra samlingen ’Mænd uden kvinder’. Det er en film om kærlighed, sorg og accept samt det evige mysterium om andre menneskers liv og hemmeligheder. 

Den anerkendte teaterskuespiller og instruktør Yusuke Kafuku (Hidetoshi Nishijima), har et på én gang platonisk og lidenskabeligt forhold til sin hustru gennem 20 år, manuskriptforfatteren Oto (Reika Kirishima). De udklækker idéer, mens de har sex eller kører ture i deres bil, men under den harmoniske overflade ulmer konflikterne. 

To år efter sin hustrus uventede død skal Yusuke instruere en opsætning af Tjekhovs ’Onkel Vanya’ på en teaterfestival i Hiroshima. Her møder han chaufføren Misaki Watari (Toko Miura), en fåmælt ung kvinde med en alt andet end rosenrød fortid og de to kommer lidt efter lidt ind på livet af hinanden, da festivalledelsen tvinger ham til at lade sig køre rundt af hende. 

Der er fra start spændinger blandt besætningen af den eksperimentelle flersprogede teaterproduktion, ikke mindst mellem Yusuke og den unge, kønne mand Koji Takatsuki (Masaki Okada) – en kendt tv-stjerne, der har en uvelkommen forbindelse til Yusukes afdøde kone. Hendes uventede død har efterladt ham uforløst med en hobe af spørgsmål om hvorfor hun var ham utro og om ærlighed ville have reddet deres forhold eller ødelagt det. Nu tvingens han, med hjælp fra sin chauffør, at konfrontere de smertefulde sandheder.

Filmen indledes med en 43 minutter lang prolog, hvor vi følger hverdagen hos Yusuke og hustruen Oto. Efter en kort intro med credits er vi sprunget to år frem i tiden og det markerer samtidigt et vist skift i filmens tempo, som nu bliver langsommere og med flere lange tavse passager (nogle gange blot med lyden af bilmotorens blide hymne), hvor der er plads til refleksion.

Bilen bliver som en skriftestol for de forskellige karaktere – et lukket rum, der selvom det er i bevægelse, ikke giver dem mulighed for at flygte. Der opstår en særlig intimitet i bilen og deres sorg og traumer, som de ikke før har kunnet sætte ord på, kan pludselig ikke holdes tilbage. Det fungerer rigtigt fint i kombination med de kassettebånd, som Yusuke lytter til når han kører. Hans hustru har indtalt ’Onkel Vanja’, der med al dets desperation og fortrydelse over mistede livschancer, er blevet en målestof for Yusuke i hans eget liv. 

Tjekhovs skuespil fylder rigtigt meget i filmen, man kan næsten sige at det er en ekstra karakter. Men selvom jeg godt kan værdsætte store idéer om håndteringen af sorg og kunstens reflekterende kraft, bruges der alt for meget tid på scener hvor skuespillerne øver deres Tjekhov-replikker ved højtlæsning.

’Drive My Car’ har nogle smukke øjeblikke, som en yndefuld familiemiddag hos den døvstumme skuepiller og dennes mand; som en tur til et forbrændingsanlæg i Hiroshima hvor den unge chauffør synes skraldet ligner sne der daler; og ikke mindst bagsædemonologen i bilen. Men hvor Murakami fortæller historien smukt på blot 34 sider, trækkes filmen ud i knapt tre timer og det er simpelthen for langt.