Teaterkoncert Beethoven

I aften er vi samlet til selskab hos selveste Beethoven. En streng, ilter tysker, der hidsigt dirigerer rundt med publikum, musikere og det mest besynderlige selskab, nogensinde samlet. 

Nogen har leget ”hvem ville du helst til middag med” og samlet Darwin, Mandela, Beethoven og maleren Turner i ét og samme rum. Det kunne utvivlsomt føre til nogle mærkelige og interessante samtaler. Det gør det bare ikke.

Det forklares, at de fire mænd er bundet sammen af alle at være ufrie og ofre for en grum skæbne. Som det fortsætter i programmet går tallet 27 igen i alle deres liv: Der gik 27 år før Darwin fortalte om sine opdagelser, der gik 27 år før Beethoven begyndte at blive døv til han skrev sin 9. symfoni, og der gik 27 år før Mandela blev løsladt. Med Turner ved jeg ikke. Måske faldt han på sin cykel, da han var 27. Måske malede han 27 billeder, inden han blev anerkendt. Eller også var der 27 elever i den klasse, han gik i som barn.

Det skal ikke lægges dem til last at begrundelsen for disse mænds møde er tyndt, dog må det alligevel angribes, da dette møde derudover er betydningsløst og forvirrende og aldrig fører til en interessant historie.

Stilen er skabet og karikeret, næsten som var det dukketeater. Turner maler væggene fordi han er maler. Beethoven sætter sig ved klaveret og spiller. Mandela drikker champagne. De tre medvirkende kvinder har hver deres evige rolle: Den uskyldige datter i hvidt, den sexede elskerinde i rødt og den opbakkende kone med det store smil.

Alle fire mænd kommer, som lovet, i problemer: Darwin mister sin datter, Beethoven sin hørelse, Turner sit syn og Mandela sin frihed. Plottet er overfladisk og ufrivilligt komisk strikket sammen. Da Beethoven forsøger at hænge sig selv opdager han, dinglende i rebet, at Mandela slippes ud af fængslet. Nu vender hans triste humør og han kan lykkeligt kaste sig i armene på sin gamle ven.

Den amerikanske rockpoet, Neill Cardinal Furio, har skrevet nye tekster til Beethovens melodier der er mast om til nye, moderne bud i Nikolaj Cederholms regi. Uden den store charme præsenterer de os for banale og sentimentale budskaber, der langsomt får mine skuldre til at trække sig længere og længere op mod ørerne, som for at beskytte dem. 

Værst er det fat med Darwins udviklingsteorisang ’Family’. Ikke et ord nævnt om ”survival of the fittest.” Ej heller teoriens medansvar for racismens udvikling og tanken om den sorte mand, som mellemleddet mellem aben og mennesket. Jeg er sikker på Mandela ville have blandet sig, hvis han ikke var Claus Hempler i bar overkrop.

Således – tykt og tandløst og til sidst også halvt afklædte – lægger skuespillerne i kakkelovnen til den store afslutning. For hvordan skal vi ende denne bizarre sammenkomst, der uden mål og mening har taget os igennem klicheprægede billeder og konflikter?

Hvordan skal vi samle disse 27 (!) sange og gå ud med en følelse af at have oplevet noget meningsfuldt udover dette insisterende tal? Svaret er glæde. Og dét er hvad der binder disse fire mænd (og deres påhæng) sammen. Som programmet siger: ”Det er ikke så meget hvordan man har det, det er mere hvordan man ta’r det.”

På trods af mange lange flyveture og balanceøvelser tager jeg det ikke særligt godt.