Crazy, Stupid, Love

Steve Carells rimeligt morsomme komedie er (desværre) alt for rodet og forudsigelig.

Hvis du har set traileren til 'Crazy, Stupid, Love', har du set en kortere men desværre også bedre film end den, der bliver serveret i biografmørket. Alle personerne i filmen (og dem er der mange af!) er egentlig kun mennesker, der kan mødes på et tegnebræt til en Hollywoodfilm. De ville aldrig overleve i fem minutter ude i virkeligheden.

Egentlig griner man sommetider ret godt af situationerne i ’Crazy, Stupid, Love’. Især når Ryan Gosling rammer lærredet. Der er en underspillet forførende humoristisk timing i Goslings spil, der sender tankerne tilbage på George Clooney i hans helt unge dage.

Og egentlig er der også spiddende komik om den midtvejskrise, der de seneste år har været Hollywoods mantra, når vi skal se, hvordan man kan torpedere et ægteskab hurtigst muligt. Således lægger ’Crazy, Stupid, Love’ sig i en slipstrøm, der er flydt forbi for længst.

Faktisk begynder Steve Carell mere og mere at minde om en ung Tom Hanks. Han vil lave komedier med budskaber, vi alle sammen kan forstå, more os over og glemme, lige når vi har forladt biografmørket. For med sine alt for opstyltede scener, lidt for fortænkte tilfældigheder og ikke mindst den overberegnende sentimentalisme, ja, så bliver ’Crazy, Stupid, Love’ i virkeligheden en parallel til netop Tom Hanks seneste film ’Larry Crowne’ (som ikke har haft premiere i Danmark).

Man kan nyde turen, mens man er i gang, men efterfølgende virker det som om, man har været på besøg på en anden planet.

Så hvis man går i biografen for at blive underholdt og bagefter diskutere, hvor man skal nyde en kop kaffe og snakke om ungerne, så er ’Crazy, Stupid, Love’ en rimelig film. Hvis man går i biografen for at opleve noget og tale om det bagefter, så spar pengene til noget bedre. Muligvis den næste premierefilm med Ryan Gosling. Nemlig Nicholas Winding Refns ’Drive’.