Copenhagen Summer Dance 2013

Over os hænger en bragende blå himmel svøbt i en nedadgående sols varme stråler. Vi befinder os i Politigårdens hjerte, men langt fra på et administrativt ærinde. I aften skal vi nyde ensembler af danske og internationale dansere, der på kryds og tværs vil projektere deres underfundige kunst.

Vejret i sig selv fortjener en stjerne, her hvor Dansk Danseteaters 'Copenhagen Summer Dance' indtager den smukke bygning, som bringer associationer til Roms Colosseum – og halleluja for det!

En følelse af at alting går op i en højere enhed er svært uundgåelig – helt fra start, hvor man i den runde gårds vinduer kan se danserne varme op til en aften, der skal rage himmelhøjt.

Yaels tværfløjte kaster lange skygger, imens hun præcist og indlevende inviterer os med på en rejse, der skal vare til himlen bliver mørk. Efter en klassikerfortolkning af Johann Sebastian Bach, forlader hun scenen til fordel for aftenens første stjerner: Excerpts.

Titlen på denne forsmag på et snarligt efterår er ’Rød’, og er et uddrag af selve forestillingen, som har premiere til oktober i Dansehallerne. Den svenske koreograf Örjan Andersson har skabt et intenst og glødende nærvær mellem sine dansere. Som visne blade på en varm efterårsdag florerer de rundt på scenen klædt i jordfarver og fylder rummet med deres styrke og iøjnefaldende porøsitet.

Fra denne eksplosive optræden fortsætter aftenen i en kraftudladning af ømme kærlighedserklæringer til eksotisk stammedans. De forskellige historier byder på moderne pardans i opbrud til en rørende og ængstelig tosomhed, som erstattes af et massivt ensemble med noget på hjerte. Om det er et parringsritual eller en henrettelse eller en kombination af begge, er op til den enkelte at afgøre.

Himlen er dybviolet og Politigården lyses op af en smuk lyssætning, som understreger dette underfundige rums muligheder. Det er intet mindre end en genistreg at afholde en så smuk forestilling som 'Copenhagen Summer Dance' på denne højtidelige location, der understøtter den moderne dans’ muligheder.

Fra at være overnaturlige, udødelige balletdansere med teknikken i deres hule hænder, er dansen her til aften andet end blot skønheden ved at kunne udtrykke sig så yndefuldt og præcist. Det væsentlige og det interessante er det klare billede, de giver af kærligheden, smerten, oprigtigheden og løgnen.

Her formår især det pudsige og indlevende par Ema Yuasa og IIan Kav at give et tværsnit af et forhold imellem to elskende - og til tider hadende. Koreografien af Idan Sharabi er morsom, aggressiv og med en vis, seksuel volumen, som løfter den korte sekvens op på verdensklasseniveau. Her råder ikke blot præcision, disciplin og perfektionisme - men især en dyrisk tilstedeværelse.