Colombiana

Hævn er sødest, når den rammer, mens slynglerne i sigtekornet mindst venter det. Og den serveres yderst effektivt af små revanchistiske piger, der er blevet opdraget til mord.

Cataleya mister som niårig sine forældre. Det er en arbejdsulykke i og for sig, da hendes far (Jesse Borrego) arbejder for en af Colombias farligste gangstere, og netop var i færd med at stikke ham til USA.

Det lykkes pigen (Amandla Stenberg) at flygte til en sympatisk gangsteronkel i USA, der tøvende indvier hende i mordets kunst, da hun insisterer på at kunne hævne sin far. Som voksen udfolder hun (Zoe Saldana) sine evner i en vidtrækkende vendetta.

Hvis man har gået og tænkt på, hvordan det mon ville gå den lille sorte pige fra ’Kill Bill’ efter Uma Thurman slog hendes mor ihjel, eller måske især hvad der blev af Mathilda fra ’León’, så er ’Colombiana’ et glimrende bud. Ikke så underligt, eftersom det er Luc Besson, der har produceret.

Resultatet er en brutal, gennemarbejdet og kølig film, der muligvis ikke hænger sammen, men som tror på sin sag. Nemlig at kvinder kan være bad-ass mordere, når de vil – og når filmindustrien tør satse på det.

Historien er tynd og over-the-top, men figurernes værdighed og præstationernes tyngde giver den pondus og power. Billedsiden virker stærkt inspireret af nyere actionfilm som ’Bourne Ultimatum’ og måske også basar-scenerne fra ’Inception’, krydret med en del mere. Hårdtpumpet, hårdt klippet, håndholdt og grynet.

Alt i alt en spændende blanding, selvom man har set meget af det før. Men det er kombinationen, der gør filmen interessant. Og Zoe Saldana, der suger opmærksomheden til sig bare ved at være fanget af linsen.

Bortset fra den colombianske narkobaron, så er figurerne omtrent klichéfri, men blot gode og onde mennesker, der forsøger at komme igennem dagen uden alt for meget bureaukrati eller besvær. Der er fine birollepræstationer fra blandt andet Michael Vartan, og især Lennie James og Callum Blue som to hårdtprøvede agenter på hver sin side af loven.

Zoe Saldana har i sine seneste mange film vist sig som yderst kapabel actionskuespillerinde, men får her lov til at vise flere facetter, blandt andet bagsiden ved at være en iskold og effektiv dræber. Måske endda lidt for meget. Hun nyder ikke selve akten, men den er en nødvendighed for at hun kan finde fred i sindet.

Det er på sin vis både filmens svaghed og styrke. Men selvom publikum er blevet klar til film, hvor kvinder slår ihjel for et godt ord, så er vi vel nok ikke helt klar til kvinder, der gør det uden psykiske sår og følger.