Close

Med sin afdæmpede fremtoning og helt eminente skuespilpræstationer af to unge talenter, er belgiske Lukas Dhonts Oscar-nominerede fortælling en gribende og smertefuld film om en hjerteskærende kollision mellem barndommens uskyld og teenageårenes angst og forvirring.

Det er sommer, og Léo (Eden Dambrine) og Rémi (Gustav De Waele) nyder varmen og friheden sammen inden de skal begynde på en ny skole. De leger sammen, sover sammen og har tætte forhold til hinandens forældre. To uadskillelige bedstevenner på trinnet til deres teenageår, låst sammen i en boble, perfekt synkroniseret både fysik, mentalt og følelsesmæssigt. 

Der er intet, der kan komme imellem dem. Lige indtil de nye klassekammerater begynder at bemærke og kommentere deres nærhed. ”Er I sammen?”, spørger en pige. ”Nej!” svarer Léo straks og reagerer voldsomt og med rædsel. Og mens Rémi forholder sig tavs begynder Léo at trække sig fra sin evige følgesvend. I stedet vender Léo sig mod de seje drenge, dem der var hurtige til at råbe ”homo” og ”tøs” efter ham, og begynder at spille ishockey med dem. Rémi er først uforstående over for Léos pludselige afvisning, men efterhånden reagerer han med raseri, isolation og noget langt mere tragisk, måske netop fordi han forstår hvorfor.

Kernen i dramaet er den tragiske kløft mellem de følelser, tidlige teenagere oplever og deres evne til at formulere dem. De to unge skuespillere Eden Dambrine og Gustav De Waele, er overbevisende naturlige i deres præstationer og giver filmen en inderlig autenticitet. 

Karaktererne fortæller os aldrig direkte, hvad vi allerede har spået. I stedet er det hovedpersonerne ansigter og kroppenes subtile bevægelser og gestus der siger mere end tusind ord, eksempelvis i en scene hvor Rémi ikke kan sove. ”Det er mit hoved, tankerne flyver”, siger han og Léo trækker roligt og synkront vejret sammen med ham til Rémi falder i søvn. Det er så fint og så sigende om deres forhold. Den afdæmpede tone, selv i de mest åbenlyst dramatiske scener, er utrolig effektiv og det er nærmest umuligt ikke at blive berørt.

Lukas Dhont markerede sig allerede med sin første spillefilm ’Girl’ (2018) og med ’Close’ - der vandt Grand Prix på Cannes Film Festival sidste år - cementerer han sit talent som en behændig og empatisk kronikør af ungdommens kvaler og ekstase.