Cavalleria Rusticana & Bajadser

Den ene enkel og behersket, den anden broget og tøjlesløs. Men begge besat af kærlighed, passion og jalousi, der på bedste italiensk maner skaber hævnere og ofre. Det binder disse to enaktere sammen – siden slutningen af 1800-tallet oftest opført som dobbelt-forestilling – også qua deres fælles operastil: Verisme, der betegnes ved realistisk fortællestil, typisk udspillet i lavere samfundsklasser.

Pietro Mascagnis ’Cavalleria Rusticana’ er en af frontløberne i veristisk opera og er trods overvejende simple toner og tekster – de synger eksempelvis ganske lang tid om vejr og blomster i åbningen – gennemført medrivende. Og så er dens smukke, instrumentale ’Intermezzo’ velanvendt i andre kunstarter (på film helt eminent i ’Raging Bull’ og ’Godfather III’).

Den folkelige jalousitragedie får i Kasper Holtens instruktion og Mia Stensgaards scenografi ekstra vellykket kant af mørke, varsel og ulykke. Optimalt imposant er den rustikke stentrappe – med madonna-statuen ved foden og kirkedøren på toppen – mestendels i dunkel belysning, kun oplyst af påskens opstandelsesgilde. Troen og troskaben tynger konstant den bandlyste Santuzza, som holdes på scenen i uendelig pine.

Det giver mere psykologisk dybde, men også mere usikkerhed omkring Santuzzas sindstilstand. Er hun bevidst om sin del i jalousihævnen? I hvert fald kommer hun ikke ud af offerrollen, når det hele – gennem lidenskabssynder, moderbindinger, svigt og drab – alligevel for let ender i et skrig.

Heldigvis starter Ruggiero Leoncavallo ’Bajadser’ – med den mere kendte originaltitel ’Pagliacci’ – fremragende. Johan Reuter leverer en sprød prolog som Tonio i karakter som Taddeo, der forbereder os på at masker, kostumer og ord ikke altid er hvad de synes af.

Selvom der stadig er skygger og dis i baggrunden, og den mægtige trappe nu er bombet til halvruin, er stemningen løftet gevaldigt med udsigt til kærlighed på gøglervis. Endnu et jalousidrama, men her i sindelag af manden. Stig Fogh Andersen agerer rammende den livstrætte bajads Canio, men hans stemme har ikke kraft nok til at løfte arien ’Vesti la giubba’ til det gribende højdepunkt, den normalt er.

Derimod er den amerikanske sopran Kristin Lewis formidabel som Nedda, kvinden i centrum for amorinerne. Hendes kælne, varme lyrico-spinto-klang fryder især som fuglesang i ’Stridono lassù’ og i elskovsduet med den fremadstormende norske baryton Audun Iversen.

’Bajadser’ er forrygende og har alt man kan ønske sig af en italiensk enakter, og der er ikke langt fra grin til tårer, når kærlighedskomedien flyder ud i virkelighedens jalousidrama. Tematisk refereres også denne operaperle – især med ’Vesti la giubba’ – tit i film (til tårer i ’De uovervindelige’ og til grin i ’To Rome with Love’) og andre kunstarter.

’Cav’ og ’Pag’, som de kaldes, er bestemt en udmærket sammensætning til en dobbelt operanydelse. De supplerer og kontrasterer hinanden godt i tema, tempo og stil. Og man er som besat af den italienske passion, når hævnere og ofre har sunget den sidste stanze.