Carol

Gensidig tiltrækning er basen for enhver kærlighedshistorie, men Todd Haynes har en dybere, smukkere pointe: Det gensidige engagement.

I den klassiske formel for en romance bygges dramaet oftest op om en initiativtagende og en eftertragtet part. Men Haynes skaber en fortættet stemning ved at give sine to hovedpersoner ligevægt i deres spirende forhold. Lige meget lidenskab og videbegær, lige meget distance og ydmyghed. Så udsøgt underspillet og så enestående gribende at man selv bliver småforelsket – i begge.

Castingen er perfekt: Cate Blanchett og Rooney Mara. Som overklassefruen Carol, der gennem sit moder- og ægteskab har forsøgt at undertrykke de forbudte følelser, og den unge stormagasinekspeditrice Therese, der netop har opdaget dem. De kunne ikke være mere forskellige, men uagtet alder, klasse, intellekt, stand og stilling genspejler de hinanden i afsøgningen på deres sande identitet. I seksualitet og selvværd som i den moderne kvinderolle.

Filmen er baseret på ’Carol’, Patricia Highsmiths anden roman, hvis originaltitel er ’The Price of Salt’. Udgivet i 1952 under pseudonym på grund af det i samtiden tabuiserede emne, ikke mindst den kontroversielle slutning. Titlens salt beskrives i romanen både som et lille krydderi på tilværelsen og som livsvigtig for eksistensen, og det er disse følelser Haynes balancerer mellem, når de to kvinder langsomt nærmer sig hinanden. Søger de kun begæret, eller er de soulmates?

Edward Lachmans kamera går tæt på, men er med filtre som soft-toner, regn og vinduer også en medspiller i det hemmelighedsfulde. Ret raffineret er Thereses karriere in spe ændret til fotografering (fra bogens produktionsdesigner), så hendes billeder af Carol giver fordybet visualisering af karakterudviklingen. Først ganske blysomt observerende, og senere som fuld afsløring.

Åbningsscenen er et blændende stykke filmkunst udi underspillede og tilslørede følelser, og genialiteten udbygges da scenen gentages henimod slutningen – efter at have fungeret som ramme for det meste af romancen – og man via nye kameravinkler og hele baggrundshistorien oplever scenen endnu stærkere.

Det skal ikke afsløres her, om Haynes fuldbyrder Highsmiths slutning, der i sin tid vakte stor opsigt. Men det er i hvert fald en slutning, man aldrig glemmer. Igen har Haynes skabt en mesterlig filmperle, hvis 1950’er-stemning er fuldkommen og vidunderlig, men på sin helt unikke facon alligevel formår at virke nutidig i øjeblikke – særligt i det tætte engagement mellem de to moderne kvinderoller.