Born to lose

Poesiiklædte kinabøger ligger side om side med flere pakker røde Cecil. Lyset falder dovent ind af vinduet i en lejlighed et sted på Nørrebro. Dagen gryr, imens Lorenzo tænder sin pc: Det er tid til at skrive dansk lyrik tilsat syre.

Han hedder Uffe Lorenzen. Men hans venner kalder ham Guf. Eller Maueren. Jeg kender ham som Lorenzo Woodrose – forsangeren af de psykedeliske rockbands Baby Woodrose, On Trial og Dragontears. Lorenzo har adskillige albums på samvittigheden. Sidenhen er Spids Nøgenhat opstået.

Lorenzo lever det liv han udstråler, og som i den grad er manifesteret i hans syrede lydunivers. Han og hans bandmedlemmer er som et levn fra 70erne, der har sat ild under en hel generation, og nu indtager de danske musikscener. Spids Nøgenhat har i den grad bragt 70erne tilbage på plakaten.

Vi følger Lorenzo i jagten på spids nøgenhat i skovbunden. Vi følger ham i studiet, hvor synergien mellem bandmedlemmerne når et højere stadie. Og til Danish Music Awards i 2014, hvor bandet modtager prisen for Bedste Live Navn.

”Godaften ... Er der nogen, der overhovedet ved, hvem fanden vi er, altså?!” Citat ved overrækkelse af prisen. Spids Nøgenhat er en outreret outsider og ønsker i den grad også at være netop det. De ønsker ikke at blive mainstream anerkendt, dog ønsker de stadig at sælge en hel røvfuld plader. De har valgt deres tilstedeværelse i musikbranchen under mantraet ”Tabere født til at tabe”.

Og netop i det dilemma opstår en masse overvejelser og maler Lorenzos splittede hverdag. Den ene dag langer han øl over disken på Café Svejk, den anden optræder han på Roskilde Festival i et hæsblæsende syretrip under buldrende visuals.

Undervejs i dokumentarens tilblivelse dør Lorenzos gode ven og producer Ralph A. Rjeiley – et hjerteskærende øjeblik, som sætter store spor i Lorenzos liv. Som et anker dumper sorgen ned på bunden af musikerens væsen, og vi oplever hvordan Lorenzo forholder sig til sit eget udsvævende liv ud fra vennens død. Ralphs død gør utvivlsomt noget godt for denne dokumentar i den forstand, at vi virkelig kommer ind under huden på Lorenzo. Hvis ikke denne tragiske hændelse havde fundet sted, tvivler jeg på at vi var nået dertil.

En lille uanselig svamp i skovbunden, har banet sin vej frem og ligesom bandet, giver denne lille organisme anledning til et psykedelisk trip af de helt store. Det kan være at det var derfor mine forventninger til Palle Demants dokumentar var som de var. Jeg havde forestillet mig, at blive skudt afsted i en rus af stærke farver, forunderlige fornemmelser og fucking rock’n’roll, men ’Born to Lose’ bliver ligeså meget et jordnært portræt af en mand og hans kamp med livets udfordringer – i særdeles øjenhøjde.