Silk & Knife 2

Der er urkraft af specifik styrke i tjekkiske Jiří Kyliáns koreografi, men til dette sammenflik af udvalgte værker er silken mindre blød og kniven mindre skarp. 

Den første ’Silk & Knife’-forestilling fejede gulvet væk under de fleste på Gamle Scene i 2007, og det var ret unikt at Kylián selv konciperede de seks balletstykker, der skabte et sublimt nuanceret show. Her ti år senere er mesteren ikke til stede for at give nyt liv til trin, tøj og kulisse, og dermed savner man noget på den kreative og moderne del. For når værkerne spænder fra 1978 til 2002 er der unægtelig sket rigtig meget på dansegulvet siden.

Kylián har en fænomenal musikalsk forståelse, og i ’Salmesymfoni’ (1978) harmonerer alt smukt og stilrent i ophøjede temaer om accept, taknemmelighed og lovprisning – som de bibeltekster Igor Stravinskijs elysiske musik er inspireret af. Lidt bedaget, også af baggrundens falmede orientalske tæpper, men igen i symmetri med værket, da deres mønstre ikke kun er skabt dekorative men med religiøse og spirituelle betydninger.

Gensynet med ’Falling Angels’ (1989) er til gengæld en pine af ekstremt ulideligt, ensformigt trommespektakel – Steve Reichs ’Drumming’ kunne med fordel være trimmet live, når nu scenografien er så tom. I stedet formår den at skæmme en ellers teknisk imponerende præstation af de otte kvinder i split mellem disciplin og frihed. Længe føles det synkront kedeligt med de kantede bevægelser a la voguing, og først når nogle få bryder ud af ensformigheden, bliver det lidt interessant.

Den mandlige version af denne stammeagtige dans, ’Sarabande’ (1990) holder derimod max med både gru, sex og humor. Historisk har dansen udviklet sig fra transvestisme over forbud til barokfest, og de otte mandlige dansere gennemlever ritualer imens Bach forsøger at trænge gennem deres brøl og fagter. De kæmper vildt for deres maskulinitet, imens barokkjolerne hænger truende over dem, og kvindehvin og -ansigter presser på.

Mest mystisk og original er ’27’52”’ (2002), hvor silhuetter og gummiunderlag skaber forlængede og forvrængede lemmer i syret miks med stemmeskru af twin peakske højder. Et godt eksempel på at dans ikke behøver at kunne forstås for at kunne mærkes helt ind i kropsbanerne. Den sidste pas de deux er fabelagtigt sensuel i sin nøgenhed og distinkt sælsom i sin sårbarhed.

Man savner mere af den slags fremdragelse af solister – som det første show excellerede i – for her synes ensembledans og synkronisering at være samletråden. Og dermed markerer ’Silk & Knife 2’ sig ikke med de bløde og skarpe yderpunkter, som Kylián er så kendt og elsket for. Men stadig en fin hyldest til mesteren, hvis koreografiske kropslighed er unik og fascinerende til perfektion.