Crash

’Crash’ er svær at sammenligne med noget andet. Det har en udansk aura over sig, kaster tankerne til Berlin, London eller New Yorks små, eksperimenterende scener. Udtrykket er ekstremt ekspressivt uden at blive skingert, overgjort, falsk. Men det bliver til gengæld uinteressant og monotont i længden. 

Det er ikke teater som sådan, denne forestilling byder på, nærmere en fantastisk smuk og dragende installation tilsat lidt replikker og bevægelse. Installationen, eller scenografien, består af et oplyst bilvrag. I sig selv meget ekspressivt. At bilen så akkompagneres af cello, guitar og opera gør naturligvis ikke det samlede udtryk mindre ekspressivt, men de klæder hinanden, disse udtryk. Det passer sammen både visuelt og auditivt, danner en form for fælles råbekor, og lydniveauet bliver da også for meget for flere i salen. 

Det er egentlig en skam, for ’Crash’ gør meget andet end at råbe, og selv når der råbes, gøres det i de fineste og reneste toner. Men nuancerne drukner, og de der ikke gør, står frem som små, velkomne perler, der dog hver gang kort efter overtages af det massive sansebombardement. 

Det er svært at sige, om Jesper Pedersen og Svend E. Kristensens opsætning spænder ben for sig selv med det ekspressive udtryk, fordi det ender med at blokere for noget af det andet, forestillingen gerne vil, eller om dette andet bare ikke er stærkt nok. Scenerne med replikker og interaktion mellem de to performere fremstår ligegyldige og sekundære i forhold til billed- og lydsiden. 

Forestillingens sange er ellers vedkommende og kunne sandsynligvis give den sammenhæng og rytme, som savnes. De handler om livets skrøbelighed, som holdet annoncerer, det vil sige om liv og død og længslen efter fart og nerve. Men ordene drukner det meste af tiden, og det er afgjort den visuelle side, understøttet af musik og imponerende vokalarbejde af Regina Unnur Olafsdottir, som løber med opmærksomheden. 

Scenograf Johan Kølkær har formået at lave en installation, der er svær at tage øjnene fra, og som forandrer sig så tilpas meget undervejs, at det næsten er nok blot at se på den. Cellist Josefine Opsahl og guitarist Rune Risager er placeret på bagscenen, hvilket nok er grunden til, at de blender så meget ind i det samlede udtryk. Deres instrumenter fungerer som en slags insisterende understøttelse, der også af og til udfordrer udtrykket, men altid subtilt, som en andenviolin fra mørket. Det er veludført fra begges side.

Det afsluttede bilulykkesbillede, hvor Kristensen, med smukke Olafsdottir ved sin side, dukker op af ingenting med tyk, mørk sværte i ansigtet, er så stærkt, at det sætter sig på nethinden som gys og gru længe efter. Også Kristensens svævende dans med en dukke, der ligner Olafsdottir til forveksling, er et mindeværdigt øjeblik, som også er et vellykket eksempel på forestillingens særlige leg mellem rå realisme og sansedryppende montage. 

’Crash’ byder på gode billeder og en hundrede procent veludført produktion, hvor ikke en tone eller et lysglimt klinger falskt. Desværre spænder de mange ambitioner ben for hinanden og oplevelsen bliver det meste af tiden kedelig, overvældende og udfordret af et replikarbejde, der ikke kan følge med niveauet i musik, sang og scenografisk installation.