Birdman

Hvis dit liv var et stykke underholdning, ville det så være en film eller et teaterstykke? Et drama eller en komedie? Og ville du være en intellektuel eller en superhelt? I ’Birdman’ får vi sammen med hovedpersonen det hele – og mere til – i en fabelagtig tour de force gennem en skuespillers evige dilemma om popularitet versus renommé.

Referencerne blafrer fra start: Alle dem, der er stjerner, fordi de laver sequels, prequels og lignende. Riggan Thomson har også været der, men for 20 år siden droppede han Birdman-vingerne og dykkede gevaldigt på stjerneskalaen. Nu er han i New York for at genoplive karrieren i mere respekteret stil – som skuespiller og instruktør af teaterstykket ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’, baseret på Raymond Carvers novellesamling.

Det lyder muligvis bekendt, men Alejandro G. Iñárritu fejer alle trivialiteter af scenen og ruller filmiske overraskelser ud så virtuost og vitalt, at hverken rekvisit-rum eller tag-altan står uberørt. Det skaber et helt særligt sceneliv, hvor backstage og frontstage kæmper om de største scener. Indtil det hele smelter sammen – virkelighed og fiktion, teater og film, popularitet og renommé. Det er showbiz-satire på skyhøjt plan, og meta-underholdning så det batter.

Michael Keaton (og hans Batman-status) passer formidabelt til skuespilleren, der har svært ved at slippe fri af sin Birdman. Jo mere comic-helten basker med vingerne, desto længere glider Riggan ind i den desillusionerede Carver-figur – og omvendt. Det er ikke til at vide, hvor vanviddet er størst, men i sidste ende opnår han det, han gerne vil have ud af livet: At kalde sig elsket.

Her spiller kvinderne i hans liv ind med hver deres initiativ, og især datteren åbner hans øjne, blandt andet for den nye virale medieverden. Emma Stone er helt vidunderligt skarp og hudløs – også i scenerne med Edward Norton, der nærmest parodierer (en del af) sit eget brancheimage med rollen som teaterstjernen, der provokerer Riggan så tilpas meget, at han yder sit absolut bedste.

Der er Oscar-potentiale så det strutter i alle hjørner og højder. ’Birdman’ er årets mest kreative filmtrumf, der bare excellerer i alt. Fra teater-stunt til film-kitsch hæver Iñárritu niveauet for mesterklassen. Der er et utal af originale, medrivende, overraskende og fornøjelige scener – fra svævende lotus til actionknips. Især to er i højeste grad: Forpremieren, hvor en stivert overstråler alt; og Times Square-stuntet, der mediehitter max.

I særklasse er den totalt blærede kamerastyring af Emmanuel Lubezki, der får filmen til at ligne én enkel, flydende optagelse uden klip. Imponerende så naturligt det kan gøres for både skuespillere, locations og tidsrum, der bare flyver afsted som vinger på en superhelt. Effekten er både at nedbryde skel mellem film og teater – klicheen om at det er nemmere at agere i små filmklip end kontinuerligt på scenen – men også at illustrere den hurtigt rullende medieverden, hvor man er på i det uendelige.

Kameraet er næsten som en ekstra karakter – som om vi selv bevæger os rundt blandt karaktererne og er en del af underholdningsbranchen. Og det er vi jo netop som en del af det virale, det interaktive og i det hele taget deltagende univers, som vi boltrer os i nu.

’Birdman’ er det hele – et moderne mesterværk, som vil afspejle vor tids mediebilleder i fremtiden – og mere til!