Bastard

Inderst inde er vi alle vikinger! Med gudsfrygt og neuroser så store som de drømme, vi aldrig fik realiseret.

”Engang dræbte vi vores fjender, vi drak blod af deres hjerneskaller – nu arbejder vi i IKEA,” brøles der i en vulgær og vildt sjov vikingeopsang.

Der skældes, smældes og spøges, så man forventer mindst en af de mægtige nordiske guder entrere gennem glasmenageriet hævet over den sumpede skovplantage, hvor denne nordiske familiesaga tager udgangspunkt i urkræfter og spejler dem i kulturen anno 2012.

Der er storsatsning i alle aspekter af dette danske-svenske-islandske samarbejde, som havde premiere i Reykjavik, derefter i Malmø, og efter København gæsteoptræder i Washington. De mange støttekroner fra Nordisk Kulturfond – til at skabe Årets Nordiske Scenekunstbegivenhed – er godt satset, for ’Bastard’ er vitterlig anderledes scenekunst.

Overraskende nok er det nordiske humormix så herligt velfungerende, at det hurtigt bliver forestillingens bærende kraft. Både karakterer, replikker og rekvisitter leverer oplagte spas og løjer. Eksempelvis en kiste med spejle, lyskæder – og en ABBA-flue! En del vandpjaskeri fryder, imens højder og dybder er med til at gøre kropsligheden drabelig: der klatres, gynges, hoppes, slås og skriges som var det en leg.

Med Nordens største teatertelt plantet i Fælledparken og en scenografi af træer, vandhul, græs, let dis og fugtduft føler man sig henført til en hybrid af Tennessee Williams’ sumpede sydstater og de islandske sagaers vulkanøer. Naturen og andre højere magter rumler i det fjerne, men bliver desværre kun et underspillet varsel. Ligeså ville man gerne høre mere stemningsmættet musik af Cæcilie Norby og Lars Danielsson, der understøtter de grumme historier i skovtoppens glasmenageri.

Bastarder, kalder patriarken Magnus sine børn, men det er selvsagt ham, der er den største bastard. Han har brugt grovfilen hele livet, og nu har han indbudt det voksne afkom til en sidste magtdemonstration i arvens navn. De skuffes og forbitres, da faderen ikke er døende, men tværtimod skal giftes med en yngre kvinde: den ældste søns ungdomskæreste, Gilda.

Den groteske familietragedie bliver af og til for parodisk i sin karakterudvikling, og det går ud over det symptomatiske nordiske tungsind og refleksion. Den islandske instruktør Gísli Örn Garðarsson har skrevet manuskript med den amerikanske teater- og filmmand Richard LaGravenese, og det er i sig selv ganske imponerende, men også en kende misforstået, det nordiske islæt taget i betragtning. Umiddelbart ses ikke meget af LaGraveneses oftest romantiske touch her.

Men mastodontisk underholdende er den, denne bastard af en teaterforestilling om vikingesjæle og familietraumer. Må det give mod og blod til flere jættestore nordiske samproduktioner!