Spoonface Steinberg

”Det ville tage lang tid for mig at dø, så vi tog hjem og spiste aftensmad”.

’Spoonface Steinberg’ er sådan en forestilling, der rammer plet i efterårsmørket, hvis man går og leder efter troen på at der findes lyspunkter midt i mørket. Hvis arbejdet, kærligheden, vinterdepressionen, skilsmissen, ensomheden eller frygten for børnenes særheder trykker, så kan man finde lidt fred med det hele ved at tage ind på Får302 og spejle sig i pigen med det kuglerunde ansigt.

For hvordan kan nogen have en skæbne så sort som hendes? Alt omkring hende smuldrer. Forældrene går hver til sit, faren finder en ung kæreste og trøst i flaskerne og Spoonfaces hverdag fyldes af lige dele ensomhed og samvær med rengøringsdamen. Det går også galt med det indvendige: Ikke kun er Spoonface født autist, hun rammes også af kræft.

Lee Halls (manden bag ’Billy Elliot’) monolog er sådan en historie, der føles både vigtig, vedkommende og yderst realistisk i al sin grusomhed. Den er historien om en fighter. Med sine egne hjemmelavede tanker om verden, med sine lege, systemer, forestillinger og drømme om operasang, formår Spoonface at holde sig i live. At finde mening midt i meningsløsheden.

Monologen er oprindeligt skrevet til radio, og måske kan det være forklaringen på, at forestillingen af og til virker en anelse for lukket og færdig, når den fremføres på scenen. Både ord og spil er direkte og insisterende, og derfor kan man godt komme til at opleve, at der er en anelse for lidt spillerum til selv at digte med. Det hele serveres.

Tine Gotthelf gør det blændende som den mærkelige, seje, stærke, følsomme pige – og måske gør hun det endda lidt for godt. Vi kan læse så meget ud af hendes bevægelser, mimik og stemmeføring, at vi næsten ikke behøver ordene for at mærke, hvad der foregår derinde i hende. Derfor bliver de ordløse sekvenser og det af og til helt nedbarberede og udtryksrensede spil enormt stærkt. Det kunne godt have endnu mere plads.

Teksten er fuld af vittige ordspil, kløgtige barnemisforståelser og andre opløftende formuleringer, som får salen til at fnise forsigtigt og visse steder skraldgrine. Som når Spoonface reflekterer over, om det mon er Gud, der har smittet hende med cancer, og derefter refererer rengøringsdamens svar om ”at det kunne nok ikke passe, for så vidt vi ved, har Gud ikke cancer”. Sådan mærker vi flere gange det livsbekræftende midt i den kulsorte situation.

Hvis man selv kender til børn med Autisme Spektrum Forstyrrelser vil man afgjort få en masse gode perspektiver med hjem. Spoonface beretter om den så genkendelige situation, hvor voksne fortæller hende, hvor godt det er, at vi alle er forskellige, og vi mærker tydeligt, selvom Spoonface måske ikke selv mærker det, hvor absurd og ubrugelig sådan en kommentar er, når man føler sig ganske alene og forkert i sin anderledeshed. Her fungerer den naivistiske-tonser-spillestil enormt godt, fordi det virkelig er barnet, vi møder på scenen og ikke en voksens fortolkning af barnet.

Allermest rørende er slutningen af forestillingen, og uden at afsløre, om Spoonface til sidst kommer igennem sygdommen eller ej, kan jeg godt afsløre, at vi kommer så tæt på døden, at vi når at opleve hendes rørende overvejelser om, hvordan det mon er at dø. Overvejelser, der giver anledning til at se sine egne tanker om det svære emne i øjnene.