Faldet

Det er sjældent, vi ikke får lov at klappe af de medvirkende, når forestillingen er forbi. Men efter ’Faldet’ klapper vi forgæves. Uanset hvor gerne, vi vil hylde og takke, kommer skuespiller Jacque Lauritsen ikke tilbage på scenen og får sit bifald.

For i ’Faldet’ bliver der vendt op og ned på det meste. Som vi sidder der og klapper af en skuespiller, der ikke kommer frem, mens projektørerne brænder skarpt ned på os, bliver vi i tvivl om, om det er os på rækkerne, eller den tomme scene, der udgør det egentlige skuespil.

Albert Camus’ tekst er sådan en tekst, der bider. Den bider sig fast i alle de afkroge af vores bevidsthed, som vi ikke bryder os om at forholde os til. Lever vi det liv, vi egentligt ønsker? Er vi der for vores medmennesker, eller lader vi bare som om for at få det bedre med os selv? Er det hele noget, vi selv har fundet på? Er verden bare et stort skuespil? Og i så fald: Hvordan afgør vi godt og ondt, hvis der ikke er nogle voksne til at bestemme legens regler?

En charmerende og veloplagt Jacque Lauritsen, et bord, en stol, et æble, en kniv, et lommetørklæde, et par minutters klassisk musik. Det er alt, hvad vi mødes af i løbet af de 70 minutter, vi sidder bænket i det lille dagligstueteater. Altså bortset fra den vigtigste ingrediens af dem alle: Ordet.

Petra Berg Holbæk og Teater Får302’s iscenesættelse er den slags modigt teater, hvor det er ordet og alene ordet, der driver værket. Det er modigt, det er stærkt, og det virker. De eksistentialistiske temaer føles relevante, i en grad, hvor de ikke kan undgå at skabe eftertanke. Hovedpersonen Johannes liv, der i mange år har føltes meningsfuldt, afslører sig som en stor løgn.

Johannes ord bider til os, når han beskriver, hvordan han tænkte om sig selv, at han var den bedste til det meste. Selv til tennis, som han ikke var specielt god til, men helt sikkert ville kunne blive den bedste til, hvis han trænede nok. Kender vi ikke den slags tanker fra os selv?

Eller når det går op for ham, hvordan hans venskab blev allermest rent og stærkt, da hans ven lå for døden. Sådan et venskab forpligter ikke, der er forbi om lidt. Så kan jeg være uendeligt god så længe, det varer. Og blive rørt over min egen godhed.

Eller hvad med temaet om at løbe til hjælp, når en blind skal over gaden for at komme før de andre hjælpende medmennesker, og dermed blive den, der høster anerkendelsen for gerningen? Kender vi det fra Facebook?

Og mere vigtigt: Er vi i stand til at hjælpe, når det virkelig gælder? Når det koster noget – måske endda vores eget liv? Der gives ingen lette svar i ’Faldet’. Og netop derfor er det en forestilling, man tager med sig hjem.

’Faldet’ er den helt rette forestilling for dem, som holder af at tænke over tingene, dem, som med en teateroplevelse eftersøger en provokation og en ny retning til tankemønstrene derinde. Dét giver ’Faldet’. Søger man en forestilling, der i højere grad taler til følelserne, sådan at man kan mærke de svære emner helt ind i nervebanerne, skal man nok gå et andet sted hen. Det er den intellektuelle frem for følelsesmæssigt formidling, der er lagt vægt på her.