Avenue Q

"Teater skal være vedkommende. I samklang med sin samtid. Have noget på hjerte."

Jeg kan ikke være mere enig i programmets erklæring for dukkemusicalen og glæder mig til at møde beboerne på 'Avenue Q'.

Princeton (Lars Mølsted) har netop afsluttet college og forsøger nu at stå på egne ben i New York city. Udsigten er et lysende Til Leje-skilt på en faldefærdig bygning i en bydel, der til forveksling kunne minde om Harlem. Avenue Q bliver hans udgangspunkt; her skal han bo billigt, iblandt mennesker – og monstre.

Løbende bliver Princeton og publikum introduceret for Avenue Q’s skæve eksistenser. Et ensemble bestående af fremragende sangere med stort skuespiltække, overbevisende glæde og altomfavnende energi. De er så fulde af power, at øjnene er ved at poppe ud af deres storsmilende ansigter – som det nu engang skal være i en succesfuld musicalopsætning.

De præsenterer os for en del New York slum-stereotyper; den ulykkeligt usjove komiker, hans japanske kæreste som arbejder på en kinesisk grillbar, den voksne barnestjerne og nu kvikke vicevært, det pornofikserede Trekki Monster og det umage "par" Rod og Nicky.

Efter en tryg tilværelse på college, leder vores unge hovedperson efter sit formål i livet. Han leder i sådan en grad, at han ikke kan rumme andet og forkaster en ellers oplagt mulighed for en kærlighedsaffære.

Med ungdommens kombination af tungsind og liderlighed flakser Princeton lidt vægelsindet rundt imellem sine kvindelige og monsterlige bekendtskaber; når kærlighed er uoverskuelig at give sig i kast med, dur den fysiske kemi trods alt fint, og han får forviklet sig ind i en affære med den prosmiskuøse, teatralske blonde sangerinde Lucy the Slut.

Begge Princetons bekendtskaber bliver vækket til live af en imponerende Bjørg Gamst, som uden besvær valfarter sikkert imellem de to karakterer.

Der er stor forskel på en traditionel musical og denne musiske opsætning. Med meget fint stemmearbejde og mimik fra samtlige dukkeførere, lever de sprælske, farverige karakterer og deres holdninger op og bliver levende.

Her på Nørrebro formår 'Avenue Q' dog ikke at blive helt så vedkommende som de har opnået det på Broadway. Sange som ‘Lidt racistisk er man vel altid‘ og ‘Dit internet er til sex‘ har i Amerika, hvor opsætningen oprindeligt er fra, garanteret et frisk pust i sin genre, men her i Danmark virker de fanden-i-voldske udmeldinger mest af alt en smule trættende i længden.

Men kombinationen af de særegne historier om beboerne og de kække og momentvis humoristiske sange er 'Avenue Q' halvanden times fin underholdning bragt på banen af enormt dygtige entertainere, som tydeligvis elsker det de laver – og gør det godt.