Anders

Når jeg går i teatret vil jeg altid hellere græde end grine. På grund af det, og en anmassende træthed, var jeg måske ikke det bedste udgangspunkt for en grinebider i Falkoner Salen.

Omringet af mennesker der var indædt indstillede på at more sig, overgav jeg mig dog hurtigt til den gode stemning.

Tragedien er altid blevet betragtet som mere ædel, mere ophævet end sin lillebror, komedien. Når vi overværer tragedien ofrer vi vores glæde til ære for karakterens sorg og skaber derved sympatien og solidariteten med andre mennesker (al kreditering for præcis beskrivelse tilegnes Ekko). Derfor betragtes komedien som en lavere, mindre fornem form for underholdning.

Men kan man ikke være sjov og sympatisk på samme tid? Kan man ikke belyse vigtige problemstillinger på en rasende sjov og skarp måde? Hvis nogen skulle kunne det, ville det være Anders. Det var det desværre bare ikke.

Indrømmet at han har en eminent timing. En utrolig hukommelse, et absurdistisk og præcist ordforråd og en energi som en fem-årig. 2.000 mennesker er mødt op for endelig, efter tre år, at blive revet rundt i kraven.

Trods komediens manglende respekt blandt misantroper, er det en gammel sandhed, at vi er allermest modtagelige, når vi griner. Afslappede, åbne og glade, kunne han nemt ramme os lige i maven og hjertekulen. Tviste sine pointer og få os til at se virkeligheden fra nye, chokerende vinkler.

Det gør Anders desværre heller ikke. Han retter sin kritik mod baristaerne. Sosu-assistenterne, bagelmakerne, tjenerne. Det er dem vi skal grine af i aften. Man venter på et tvist, når han siger, at dem i 'De Unge Mødre' er dumme. Man venter på, at han, efter at have citeret Lukas' mor, vender joken om og latterliggør alle de mennesker, der sidder og ser et program, der er klippet, castet og manipuleret til at få folk til at føle sig hævet over andre. Men det sker ikke.

I stedet for at kritisere dem, der betaler 40 kroner for en kop kaffe, kritiserer han dem, der laver den! Dem, der hakker løgene i hans bagel. Selvfølgeligt er det sjovt, bevares, og han behøves ikke opfordre til en socialistisk revolution, men hans pointer er for umodige, hans jokes for nemme og hans opbygning for ligetil.

Den overordnede tematik omkring identitet hænger løst og flagrer et sted, han ikke kan nå op til, og dramaturgien og den overordnede historie er derfor nærmest ikke-eksisterende.

Anders Matthesen er kongen af dansk komik, det er der ingen tvivl om. Men at være konge kræver et ansvar og mod. Det kræver overblik og retfærdighed, og det magter Anders ikke. Skønt han dog ikke længere bruger frasen "kender I det når.." er det med den teknik, han stadig hiver latteren frem. Genkendelses-metoden.

Da han, til allersidst, fremfører en lettere banal sang om, at man skal gøre sig umage, er det lige før jeg græder. Og så burde jeg jo egentlig være tilfreds, men det er jeg altså ikke.