Anders Matthesen: Shhh

Larmer Anden? Så er det noget med den der frontallap, der får det hele til at koge over lige der i panden på manden. Ja, Anders Matthesen har skabt meget standup-larm, som fans har taget til sig i genkendelse og værdsættelse. Men nu skal det være ’Shhh’, for han er blevet mere voksen og afdæmpet – og følsom overfor støjen.

Nyhederne kværner på TV, imens vi hører musik, tjekker sociale medier på computer og taler i mobil – og samtidig sprutter espressomaskinen til tonerne af vaskemaskinens (alt for lange) afslutningsmelodi. Vores opmærksomhed og dermed koncentration splittes dagligt i atomer, vi lider at FOMO (Fear of missing out) og vi kæmper for at overdøve alt og alle. 

Larmen japper ydre som indre. For hvis der endelig er stille, så buldrer tankerne løs. Hos Anden kommer de også med et vist overload, fordi han er vant til at vende hver en ide og mega-researche, dikteret af hans indre perfektionist. Så flakker han rundt i eksempler som aske, jordbær og Snickers – men intet om research på støjemnet. Udover et par korte sætninger om frontallap og abesind, uden meget spas.

Det er i det hele taget et noget ujævnt materiale Matthesen har mixet her – nyt zen-modus og gammel slam-stil – og det virker ofte rodet og ufokuseret. Men er samtidig hele bekræftelsen af hans erkendelser om at det er svært at sortere og prioritere i støjdyngen, og mange ting er sindssygt irrelevante, men man glider ligesom bare med strømmen.

Det er måske vennens private (intim)video, eller folks trang til at fortælle om nattens drøm, ynke over utallige skavanker – og klassikeren: brokke sig over vejret. Klicheer, ja, og noget tamme. Meget sjovere er den imponerende madremse – inklusiv cafe latte uden mælk – af en bestilling, der skal illustrere det tiltagende vanvid hvormed folk råber om opmærksomhed. On- og offline.

Der er bare en massiv strøm af afbrydelser, der forstyrrer hver eneste dag. Andens indkøbsmareridt består til eksempel af Hus Forbi-forvirringen, afkodning af ekspedienters ”go’ dag”-hilsener og grublerier over en grøn peberfrugt til Mikala. Alle ret morsomme zapperier over uundgåelige hverdagsscenarier. 

Hans løse, mørke påklædning er også en del af billedet på hverdagens spektakel. Den larmer med farvesprøjt a la gopler i et Color Run og løse, gule sneakers, der skriger om kap med en solid, gylden kæde med ”shhh”-plade, som enhver rapper ville elske at hade. Derimod er scenografiens by(gge)klodser, flade farver og barnlige animationer ret intetsigende.

Der bliver unægtelig plapret en del om lidt ligegyldige ting, underligt nok for Matthesen er normalt ordekvilibrist, der kan får grinene til at rulle på det mest minimale. Men balancen mellem zen og slam, korte og længere jokes, løs og skarp stil virker ikke helt gennemført. Nærmest pointeret i en af showets callback-lines, der også spiller på modsætninger: ”Jeg siger ikke, at (jeg har lyst til at sparke en dreng i hovedet), men…”

Matthesen er selv erklæret støj-junkie, som i hans fortælling om brat opvågning efter sene nattetimer med YouTube. Og selvfølgelig skal vi omfavne det nye og spændende livet byder os, men vi skal finde en balance med mere ro på. Lære at lukke af – både for ører, øjne og kæft. Stilhed er den helt nye mangelvare, men det er helt og aldeles op til os selv at finde den igen!

I ’Shhh’ virker det ikke helt som om Matthesen har fundet den gyldne balance. I en ellers udmærket sekvens om hvordan støjen drukner de vigtige info, står hans mening ikke klar. Klimavarsler som høj vandstand bliver tørlagt af kvikke tanker om at det ikke sker i vor tid, eller vores børns, men skyller over i alibisnak i form af velgørenhedsdonationer, der udløser logo på TV. Samt en virkelig sjov historie om de øko/klima/spare-venlige håndklæder på hoteller – men punchlinen er mere rebel-Anden end den nye Anders. Så hvad er pointen her? At han ikke orker at sortere i klimarådstrømmen, bliver ligeglad og ryger tilbage til sit trodsige selv?

Allermest tydeligt er det at den nye Anders ikke sviner folk så meget som i tidligere shows, han er blevet mildere, og det er både godt og skidt. Der måtte gerne være mere stillingtagen, mindre leflen for fans og mere mod på at stikke stodderskovlen dybere i det bærende emne. Eksempelvis svirre over hvorfor så mange nærmest er bange for stilheden. I stedet får vi nogle forbilleder i en sær Fanø-dame, et Frans af Assisi-citat og Anden, der kan få en hel Falconer-sal til at holde kæft.

Nogle vil ønske sig mere gavflab og mangfoldige insults, men forhåbentlig vil de fleste værdsætte budskabet og denne mere afdæmpede Anders, der forsøger at få mere ro på støjsenderne. Egne og andres. Det lykkes i små bidder, og det er nok også den eneste måde at gøre det på. At blive ved med at insistere på stilhed – og den mere modne Anders. Jeg siger ikke, han kunne være sjovere, men… næste gang er han nok mere stilsikker, og det bliver nok sjovere.