A Good Day to Die Hard

Man gjorde en badass fortræd, da man hev selveste John McClane tilbage i manegen til den ferme, men formålsløse 'Die Hard 4.0'. Denne 5'er nærmest nakkeskyder ham.

Sig farvel til John McClane: Terroristernes skræk – goddag til John McClane: Gammel idiot.

Det kunne have været en god idé, at sende Bruce Willis' fandenivoldske signaturrolle på fremmed grund. Men i Moskva er han en malplaceret hund i et ligegyldigt spil kegler. Et af 'Die Hard'-seriens adelsmærker er nederdrægtige skurke med udspekulerede planer – her får vi karikerede Russer A, anonyme Russer B og overflødige Russer C i et plot trukket i en post-koldkrigsautomat.

Det kunne også have været en god idé, at sætte den analoge panserbasse på hold med sin fremmedgjorte søn, der tilfældigvis lige er moderne agent. Men deres genforening slår gnister som to stykker vådt pap.

Som McClaine Jr. er Jai Courtney lige akkurat tilstede, i en grad så han ligner den næste Sam Worthington. Bruce svigtes af sine forbløffende sparsomme one-liners og forsøger i stedet at holde den kørende med en kronisk, grimasseret udgave af, hvad der engang var Hollywoods bedst smurte grin.

Tonen er falsk og forvansker den legendariske, charmerende enmandshær til din påståelige granonkel på ledsaget udgang med et haglgevær.

Det bliver bedre mod slutningen, og med den højeksplosive finale på gennemgående hårdtslående brag og ballade kan der sagtens argumenteres for, at 'A Good Day to Die Hard' fighter sig op til at være en svinedyr middelmådighed. Men der er slet, slet ingen grund til at involvere John McClane og sværte hans gode navn og rygte, så her rundes der ned.