Københavns træer er overladt til tilfældighederne og overlevelsen nær umulig
Hjælp byens gadetræer! De står ubeskyttede og bliver fældet i et eksplosivt tempo af grådige bygherrer og tankeløse byplanlæggere.
København mister sine gamle gadetræer i en svimlende fart. Og vigtigheden af dem går som oftest først op for os, når de er væk. Når vindforholdene pludselig ændrer sig drastisk (eks. Nørreport Station), og lydene forvrides og forstærkes (eks. Israels Plads).
Gadetræer skaber tryghed og ro, de påvirker vores humør og klarer vores hjerner. De svaler byen når den opheder, de dæmper støj, nedbringer hastigheden i trafikken, renser luften og ved voldsomme regnskyl aflaster de vores kældre og kloaksystemer for store mængder af vand. Alligevel behandler vi dem som ukrudt.
I andre af verdens storbyer sætter man værn op om de mest udsatte, men i København er de overladt til tilfældighederne
Hvad går galt?
Overlevelsesbetingelserne for et gadetræ i København er noget nær umulige. De store gadetræer nyder ingen beskyttelse for trafik, trængsel og hensynsløs adfærd. I andre af verdens storbyer sætter man værn op om de mest udsatte, men i København er de overladt til tilfældighederne. Når træerne uværgerligt skades, svækkes deres modstandskraft, så der åbnes for svamp og råd, hvorpå de ender som risikotræer og fældes.
Et andet problem er det konstante, ukoordinerede og tankeløse gravearbejde, hvor rødderne skades, så dele af træet ender med at gå ud. Gradvist beskæres de døde dele herefter, til kronen bliver så deform, at den ikke lever op til kommunens æstetiske krav til et bevaringsværdigt træ.
Langs veje asfalterer man henover plantehullet, så rødderne ikke kan ånde, og endelig salter man systematisk træerne ihjel. Fordi København endnu ikke, som de fleste af Europas øvrige storbyer forlængst har gjort, har udskiftet saltet med det langt mere skånsomme kaliumformiat.
De resterende træer er jaget vildt. Grådige bygherrer (eks. Carlsberg) og tankeløse byplanlæggere fælder i et eksplosivt tempo vores gamle bytræer. Lige nu kæmper Red Byens Træer og 3.000 borgere en ulige kamp for at bevare 15 store og raske træer i Møllegade på Nørrebro, på en grund kommunen vil omdanne til en flisebelagt plads (!).
I parkerne har de en chance, men på gaden, hvor vi har allermest brug for dem, er den gennemsnitlige levealder for et nyplantet træ med utilstrækkelige vækstforhold kun 7 år
“Men vi får 100.000 nye træer, hvad er problemet?”.
Problemet er, at de ikke overlever på gaden. I parkerne har de en chance, men på gaden, hvor vi har allermest brug for dem, er den gennemsnitlige levealder for et nyplantet træ med utilstrækkelige vækstforhold kun 7 år. Et andet problem med kommunens løfte om de nye er, at de allerede bruges som en blåstempling af at fælde de gamle og raske. Man regner bekvemt i 1:1, fremfor løvmasse. Men selv hvis de unge gadetræer mirakuløst overlevede, ville det tage dem årtier at erstatte det tabte kronedække. Det er ikke kun et alvorligt problem for mennesker, men også for byens dyreliv og biodiversitet.
Nu har Københavns Kommune så vedtaget den træpolitik, vi har kæmpet for, og her er det afgørende, at den følges op med handling og tilstrækkelige midler. Skrækscenariet er, at det alene bliver en skrivebordsøvelse: Lidt mere af det samme, men ikke noget der rykker. Der er brug for en massiv indsats, og en radikal ændring af den måde, man har gjort tingene på indtil nu.
Skrækscenariet er, at det alene bliver en skrivebordsøvelse: Lidt mere af det samme, men ikke noget der rykker
Det er op til borgerne at få træerne på dagsordenen. Og især vigtigt op til næste års kommunalvalg. Gennem vores mangeårige arbejde for bevarelsen af byens gadetræer, har vi lært, at vi ikke kan forlade os på, at andre har bolden. Der er for mange, der er bange for repressalier, hvis de kritiserer et system, der har spillet fallit. Men det vi som borgere står til at miste, er værre: Vi kan ikke undvære vores træer. Så vel er kommunen mægtig, men borgerne er større, når bare vi står sammen.
Hjælp os med at redde byens træer.
Giv din underskrift her til underskriftsindsamlingen Bevar træerne i Møllegade og Guldbergsgade.
Følg Red Byens Træer på redbyenstraeer.dk og på Facebook.