Dinner For Schmucks

”Tag et fjols med til firmamiddagen, hvor vi kan grine af ham bag hans ryg – så får du din forfremmelse.” Sådan lyder beskeden fra manden på øverste etage.

Tim (Paul Rudd) er en ambitiøs mand, som står over for sit livs karriereløft. Men forfremmelsen kræver mere af ham end dygtigt arbejde. Chefen stiller ham ét krav. Tim skal finde et sært fjols med specielle evner, og medbringe personen til den lukkede firmamiddag. Her skal der grines af fjolset og ikke med ham. Det er en firmatradition. Ikke videre sympatisk, synes Tim, som helst vil aflyse middagen. Men dermed aflyser han også sin karriere.

Ved et skæbnetilfælde ramler han ind i outsideren og særlingen Barry (Steve Carell), der har en usædvanlig passion for at udstoppe hvide mus. Musene er Barrys liv. Han klæder dem fint på i små nystrøgede skjorter eller dukkekjoler og bygger enorme miniaturelandskaber, hvor de stive mus tager på romantiske udflugter med picnic på bakkerne og en tur i pariserjulet.

"Alt sker af en årsag," tænker Tim, sluger sin samvittighed, og inviterer Barry med til middagen. "Hvad er det værste, der kan ske?" Det finder han snart ud af. Barry er nemlig en omvandrende katastrofe der ødelægger alt på sin vej, inklusiv Tims kærlighed og karriere.

Det er sort humor som vi kender den fra andre amerikanske komedier som ’40 Year Old Virgin’ og ’Zoolander’. Steve Carell er herligt insisterende som plageånden der sætter tænderne i Tims haser. Han er som en lille gnaver der ikke vil give slip, når han først har bidt sig fast. Filmen derimod bider sig ikke fast i samme grad. Den er sjov, men i genren af sort Hollywood komedie kan den kun - i sin egen sære og sorte ånd - få titlen: ’lille bitte mus-terværk’.