Figaros Bryllup
OPERA
6. oktober - 17.november 2024
Operaen
Mozart i Converse-sneakers! Guld, sort og hvid - som en opdeling af det hieraki, der hurtigt bliver centralt i denne nytolkning af den populære bryllupsballade.
Anne Barslev - nyudnævnt chef for Den Jyske Opera - har iscenesat med fokus på kampen for at være den man er og vil være i et hieraki af forudbestemte roller og dertilpassede privilegier. Især kvinderne skal stå model til flirt, lyst og utroskab, og der er ikke meget positivt at synge om mændene her - selv Figaro, der snart skal giftes, kommer i uføre.
Scenografien af Rikke Juellund er genial: En vældig trappeinstallation med flere podier og afsatser, lemmer og låger, stiger og gelændre i tidløst design men alligevel med en abstrakt undertone. Som en monumental illustration af det hieraki som titelkarakteren forsøger at ruske i, imens kvinderne skaber intriger og drama for at afsløre mændenes løgne og utroskab. Gejl og lir foregår på alle niveauer og trinvis bliver det mere besværligt at gemme sig bag låger og lemme, og nogen bliver nødt til at springe ud i uvished. (U)heldigvis har gartneren noget at sige om det, ligesom han senere tilbyder en løsning med motorsav.
Motorsaven var også med i 2016, da Elisa Kragerup skabte sin forrygende version af bryllupsballaden, hvor det ofte gik ret balstyrisk for sig. Unægteligt en personlig favorit og i sammenligning er Barslevs en smule for rolig og stilistisk. Mozarts opera buffa er - for mig - altid oplagt til tøjlesløshed. Der er en del spøjse scenarier og små overraskelser i dette trappearrangementet, men alligevel også en del stilstand som i længden bliver for statisk, når de samme lemme genbruges. Så stor en opbygning burde kunne rumme mere.
Derimod er der moderne rokoko og gode narrestreger i Astrid Lynge Ottesens tøjdesign, der trods store skrud og højt hår giver masser af bevægelighed og udtryk. Indimellem får kostumerne deres helt eget liv i de herlige forviklinger, hvor man ikke helt kan skelne kvinderne fra hinanden og derfor søger identifikationen i flæser, silkepuf og satinstrut - eller farven på Converse’rne.
Handlingen er mildest talt løbsk og relativt forvirrende, men Barslev holder flot styr på det glimrende persongalleri og deres lystige forviklinger. Som udgangspunkt skal Susanna (Clara Cecilie Thomsen) og Figaro (Henning von Schulman) giftes, men flere forhindringer skal afvikles først. Greven (Theodore Platt) vil udøve sin (forældede) ret til bruden på bryllupsnatten, men er også jaloux på Grevindens (Sofie Elkjær Jensen) flirt med pagen Cherubino (Nina van Essen), der lige har forført gartnerens datter og derfor skal bortvises. Advokaterne får snart mere travlt for Figaro skylder penge væk, og der er også en sag om et hittebarn.
Første akt er optrapningen af forviklingerne og dermed den mest humoristiske og temperamentfulde, og uden større arier. Alligevel er der en lille favorit i Cherubinos ’Voi che sapete’ om det usikre, unge følelsesliv, og den hollandske mezzosopran Nina van Essen leverer fine, forsigtige koloraturer, der matcher uskylden. I anden akt spilles følelserne mere ud med de store arier, som grevindens arie ’Dove sono i bei momenti’, som Sofie Elkjær Jensen giver stor fylde og sårbarhed.
Men ’Figaros Bryllup’ er først og fremmest en forrygende ensemble-præstation med mange fantastiske karakterer, der får hele kærlighedsballaden til at gå op til sidst. Skuespil, sang og musik er fremragende fremført og får lov at fylde rummet i mange dvælende scener. En fryd for øjne og øre, ganske stilig og karakterfast, men en lidt for rolig bryllupsballade.