pixel

AquaSonic

  • CPH Stage
  • premiere 31. maj 2024
  • 5.04

Aquasonic

Fakta

MUSIKPERFORMANCE

CPH Stage 2024: 31.maj - 2.juni

ArtMaze, gæstespil af Between Music

Hold vejret! Forvetningerne er boblende, skvulpende, plaskende - og det lever disse fem fantastiske musikere fuldt op til med denne fortryllende performance. For en indledende tilstand af forundring forvandles lynhurtigt til fuldstændig betagelse - visuelt og musisk. 

Det er undervandskoncert, tro det eller ej! For første gang i København, trods verdensomspændende succesturne siden premieren i Holland 2016 - og et par koncerter i (hjembyen) Århus 2020. Det er nærmest magisk - som et dybt undervandsunivers, der bliver helt overjordisk - og som publikum holder man næsten vejret sammen med dem!

Kunstnerkollektivet Between Music har base i Århus, men har udforsket dette projekt og andre - under temaer om menneskelig udvikling: oprindelse, instinkter, følelser og intellekt - med udenlandske videnskabsfolk, instrumentbyggere, elektroingeniører og opfindere. Over ti år har de udviklet og testet forskelligt vand inklusiv dets temperaturer, resonans og akustik. Fået konstrueret unikke specialinstrumenter, designet deres placering i fem store vandtanke, samt trænet åndedrætsøvelser med professionelle. 

Det giver en helt unik lyd, og ’AquaSonic’ bliver en ret forrygende musikoplevelse, virkelig betagende og indimellem nærmest meditativ. Violinen med kulfibre er det mest velkendte instrument her, men med mindre forfinet klang. Spillet af Robert Karlsson (innovations-instruktør), som også skaber brillante lyde på Crystallophone - en slags glasharmonika, der spiller lyd via friktioner. 

Også helt særlige er Rotacorda, et facinerende mix mellem streng- og horninstrument; og Hydraulophone, hvis vandklange ofte er svære at identificere i det fulde lydbillede. Spillet af henholdsvis Nanna Bech og Laila Skovmand (artistisk instruktør), der også leverer yderst fine vokaler, under og over vand. Mestendels som stemmer der summer og skriger i vand.

Mest dominerende og varierende er de to percussionister Ludvig Bøjle Kastberg og Moran Le Bars, som også får lækre lyde ud af nogle Singing Bowls, velkendte fra meditation, chanting og lignende velvære. Trommer og triangler er mere forskellige, især en tromme giver fede, rustne lyde, andre ligner bildæk og har de dybeste toner, plus en slags bimlende spiralklokke.

Første sæt går ganske roligt og man glider fuldstændig ind i de forunderlige grundtoner, og efter den forrygende anden session med seje rytmer i både slagtøj og klokkeværk er man klar på flere overraskelser og/eller optrapning. Men det bliver lidt ved det samme sonisk og rytmisk.

Så man håber og drømmer om lidt mere visuelt spræl udover de store glaskar, der er blevet mere og mere disede i primært grønne nuancer. Men i stedet får man mere vand a la en regnfront fokuseret i kegleagtige spotlys, først hvide så grønne. Det havde været et ekstra lille splask med noget mere bevægelse - måske en ekstra vandtank med en danser, hvis sprudlelyde kunne bidrage til det allerede spændende lydbillede.

Men ’AquaSonic’ er stadig helt fantastisk og fortryllende, en helt exceptionel oplevelse, der rammer plet både musisk og æstetisk. Fra fornemmelsen af vand og vandkar som klaustrofobiske, isolerende og måske ensomme elementer samler Between Music hele denne boblende atmosfære til et frirum med alle tonerne og følelserne i udvikling. Man kan kun håbe på mere, for dette værk er det første af muligvis fire koncerter om den menneskelige udvikling. Vi holder vejret - igen!

Mest læste

seneste
scene

Prøvedage
5.04

Rundetårn
Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
Gilgamesh
4.02

Sort/Hvid

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling