Don Juans Inferno

Operahelvede eller helvedesopera? Der er nok nogle operakomponister, der vender sig i graven, når rygtet om denne operaballade flyder deres vej. Andre vil fryde sig over den fantasifulde og eksperimenterende stil - eksempelvis skaberen af titelkarakteren, for Mozart kaldte selv sin opera for et morsomt drama.

’Don Juans Inferno’ er spækket med humor, men mest af alt som en grotesk, syret og sort humørbombe der kringler sig ind og ud af et helvedes fordrejet plot om en masse velkendte operakarakterer, der er ligeså fordømte som Don Juan - og derfor render på hinanden i det ultimative inferno, imens de forsøger at finde mening med dette sted, som man siger: "det er nemt at komme herned, men ikke at komme herfra."

Konceptmager og iscenesætter Simon Steen-Andersen har re-arrangeret brudstykker fra 30 operaer anno 1600-1900 og sendt de største syndere i Helvede. Her får Don Juan (Cody Quattlebaum) sin sag for, da han skal navigere i et helvedes virvar af diabolske spilleregler og pudderparykkede dommere, imens Polystofeles (Damien Pass) spiller ham ud mod de andre syndere - plus et par kvinder, der giver ham den endelige kærlighedsstraf.

Operaens underverden udspiller sig ikke kun på scenen, men også i projicerede videosekvenser af mystiske foretagener i de mere dunkle afkroge af teatrets gange, prøverum, trapper og kælderrum. Personerne flyder livligt mellem skærmbilleder og scenegulv, og nogle svæver endda rundt over det hele - med teatrets lysekroner og kunst omvendt til lidt af et åndehus. Det er betagende, men også lidt langsommeligt i sine gentagelser, ligesom nogle af videooptagelserne også mister det friske pust, når man savner live scenedrama.

Det er unægteligt ikke nemt at finde hverken sans eller samling i denne tour de force af operaoverflod, der har været syv år undervejs. Det siger lidt om tempoet at her er mere end 40 episoder (på knap to timer) - med titler som ’Galop’, ’Skæbnen i snoreloftet’, ’Drømmerisk dæmon blues’, ’GoldenBuzzer/Ildregn’, ’Egen medicin’, ’Dommen’ og det gennemgående talentshow ’Hell’s got talent’.

Talentshowet består oftes af de ulødige noder som hektiske guitarrif og tranceagtig electronica, men alt fra rituelle trommer og savklinger til can-can og cirkustoner synes at mixe fint ind i de klassiske takter, som djævelen vil have de danser til. Det er bizart og psykedelisk, overvældende og overgearet. Og ganske indforstået i sine referencer og meta-lag. 

For Simon Steen-Andersen har ikke valgt de mest populære operaer og de mest åbenlyse arier eller orkesternoder, så det er ikke ligetil at genkende de forskellige musikstykker og hvilke operaer de hører til. Mest kendte arie er Puccinis ’Nessun Dorma’, hvis fremstilling er yderst grum, men alligevel med sær humor. Wagners ’Den flyvende hollænder’ er kvikt genkendelig, ikke mindst fordi der bliver gjort herligt meget ud af at vise selve iscenesættelsen af den vilde regnstorm på havet. Og Faust optræder i flere fortællinger, ligesom Macbeth og Orfeus også får ekstra opmærksomhed. 

Humoren følger de fleste optrin, og det er helt sikkert bedst at se med humor og nysgerrighed på dette vilde værk. For ’Don Juans Inferno’ er en semi-provokerende leg med genren, konventionerne og forventningerne - og ikke alle vil synes om det. Personligt er jeg stadig ambivalent, mest på grund af det massive overload. Men ret underholdende er det, bestemt.