Dansedybet
MUSIKALSK DRAMA
29. februar - 8.marts 2024
Sort/Hvid
Dansen smitter. Men som heling eller sygdom? I ’Dansedybet’ går man ind i sangen og dansen for fællesskabet og intensionen om sammen at hele, men de fleste følelser udebliver og (danse)dybet er meget anderledes end forventet.
Med tillokkende programtekster som "uovervindelig dansetrang", "det sidste vilde trip", "immersivt sang- og danseritual" og "dans til fundamentet smuldrer!" forventer man noget mere løssluppent og moderne end der udfolder sig her. Det er ret roligt og ganske gammeldags, og trods en indimellem protestsøgende flipperånd, er handlingen også temmelig tynd.
Tesen er at vi i dansen kan give slip, forløse, forbedre og genskabe - os selv og vores omgivelser. Således starter forestillingen med fælles folkesang og kædedans ind i dybet, hvor klassiske temaer om natur, tro, kønsroller og kirkemagt vrides i et ustabilt miks af fortid og nutid. Der fortælles og synges i ganske ens toner, og teksten er rituel og næsten sagnagtig.
Retro er blevet smart igen, så selvom dette umiddelbart foregår i fremtiden, så rammer stilen noget oldgammelt i det nordiske ophav. Med fokus i noget rituelt, der kan skabe ro og glæde, men også kan uddrive det onde, det syge, det smertende. Det er stemningsmættet, intimt og tæt på, for kun 50 publikummer kommer med i dybet af folklore.
De tre sangere i front er fremragende: Hanne Uldal (hendes 50 års jubilæumsforestilling), tenor Mathias Monrad Møller og Nini Julia Bang, hvis hjerteskærende stemme giver kuldegysninger flere gange. Det er a cappella - kun en enkelt violin spiller indimellem - og ikke kun skønsang, men hele tiden hjerteligt og gribende. Ligesom deres skuespil i flere forskellige roller. Særligt Mathias får flere nuancer med i sangen ’Kæreste min’, som også ender i grin, der ligesom bevægelse kan være dejligt forløsende.
’Dansedybet’ er første forestilling under den nye kunstneriske leder Nathalie Mellbye, der selv er en yderst kreativ scenograf og instruktør, men her har overladt tøjlerne til iscenesætter Anne Zacho Søgaard, scenograf Katrine Gjerding og komponist Matilde Böcher. De har hentet inspiration i den virkelige dansepest, der opstod i 1518 i Strasbourg, men udelader mestendels den vilde og besættende udfoldelse.
Det er bestemt anderledes og fascinerende noget tid, men halvvejs mister det pusten og føles mest forundrende og ligegyldigt, når hverken vred præst, sjofel stråmand eller styg skelethest giver mere mening end lidt grin og gisp på refleks. Fordi man er vant til at reagere sådan, og nu er dumpet ned i dybet uden mulighed for at danse sig ud af de klagende sange og graven de har gravet til dem selv for at kunne genopstå til mere smittende dans.
Problemet er også at den ganske sygelige fremstilling af dansen, og ikke mindst danselysten, skaber lidt forvirring om hvorvidt den er helingen eller sygdommen. For som de siger "dansen smitter." Og det meste af teksten er også dobbelttydig - fuld af besættelse, ødelæggelse og andet djævleri - eller bare underlig fragmentering af ord, ofte efterfulgt af "tra lala" eller lignende messen. Sandsynligvis en pointering af at sprog ikke er vigtigt, men derimod bevægelse. Der burde så bare have været mindre narrativt vrøvl og mere levende, helende dans.
For desværre er den trance eller ekstase, som ’Dansedybet’ varslede, udeblevet - og hverken performere eller publikum ser særskilt helede, befriede eller begejstrede ud. Det eneste fundament, der er smuldret her, er ideen om en dansefest, der styrker fællesskabet og helingen af verden. Man er nærmere i dybere tristhed over verdens tilstand end da man ankom.