LOL - Laughing Out Lonely

Ensomheden klinger igen gennem tonerne på årets operafestival, denne gang i en højloftet kælder-prøvesal på 5.minus-etage i Operaen. Godt gemt væk og næsten i mørke lyser mobilskærmen, og en enlig sjæl - i flere gestaltninger - kæmper for opmærksomhed i et SoMe-virvar, der efterhånden kræver flere og vildere ekstremiteter. Ensomhedens ekko bliver ikke meget mere uhyrlig end ’LOL - Laughing Out Lonely’.

Manden med de mange stemmer, ansigter og udtryk er den vidunderlige kontratenor Morten Grove Frandsen, og han flyder ubesværet mellem de forskellige karakterer, live og levende blandt publikum samt på båndede optagelser rundt i det store prøverum. Som et hint til at hvis ingen andre kommenterer, kan man altid selv skabe dialog, med sig selv. Og dette publikum siger intet, kun enkelte anstrengte smågrin, når scenarierne bliver for syrede.

For som titlen afspejler må der noget humor til for at bryde den knugende realitet at ensomheden presser et voksende antal mennesker i vores online-samtid. Og Morten Grove Frandsen vender vrangen ud på velkendte og/eller tabuiserede tableauer, men det bliver ofte for underligt, overdrevet eller kvikt til at det virkelig rør. Måske fordi de går efter absurditeten, og dermed humoren - men det rammer bare et eller andet sted midt imellem.

Udover den uopsætlige mobilskærm er eneste lyskilde nogle få spots, der indimellem bliver til det flimrende stroboskoplys, der kan signalere fest, dans og glæde, men her mest viser den paniske sindstilstand i ensomheden - ikke mindst når mobilskærmen flimrer og er ved at gå død. LOL-karaktererne svinger mellem disse modpoler, og selvom deres udadvente kontakt med publikum tilstræber festlig basis med balloner og konfetti, så gør de også forsøg på at chokke os.

Der bliver inden start advaret om stødende, groft sprogbrug, men det føles mere som en forventningsafstemning, for har man været online på sociale medier mere end et par dage, så genkender man nok hurtigt en del slang og jargon. Og så chokerende og nyt er det heller ikke. 

Mest grænseoverskridende er ’I wish I was a sacrificial Lamb’, der udover titlens ofring spiller på død, (seksuel) udnyttelse og smerte. Smerten er overalt i teksterne, fysisk med eksempelvis cutting og psykisk med tanker om at være noget andet eller bare forsvinde helt. Ganske grovkornet er ’Hate’, hvor selvhadet projiceres til andre mennesker med volds-spam. Og til sidst bliver det en smule ironisk (og overtænkt) med titelsangen, bestående næsten udelukkende af (online) slang som WTF, YOLO, OMG, IDK, XOXO, og muligvis nogle wanna be-forkortelser.

Komponist Matilde Böchers stil er eksperimenterende, men her mangler lidt af poesien fra 2018-gennembruddet ’Messias i nat’ (også med Grove Frandsen) og det seneste værk ’Dryppende Stof’. Også visuelt er der en vis forsimpling af iscenesætter Louise Beck, der ellers imponerede med iskold enkelhed i sidste års ’Den Sidste Olie’.

Det bedste her er unægteligt Morten Grove Frandsen, hvis kropslighed og stemmebånd altid forfører og forløser med den dualisme, der skaber drama. Her især håndteringen af bamser, der splittes ad for efterfølgende at inkarnere det udhulede. Balladen om glas der er både skår at skære sig med og der hvor champagnen popper fest, ligesom balloner skaber festligheder, som kan smadres ligeså hurtigt at man knalder dem. Og med den sidste svage opfordring, kommer det største budskab: At tage kontakt, og få nye venner.