Work Bitch

Det går agurk adskillige gange i dette Britney Spears-inspirerede musikdrama om at slippe fri af præstationssamfundet og den udmattelse af personlighed og udvikling, der følger med. ’Work Bitch’ er ungt teater med fuld fart på meninger og mål, godt med grin og ironi, og en spillevende udforskning af hvem, der er fjenden i jagten på vores selvrealisering/power-kvinde.

Teatersalen er propfyldt - med mestendels kvinder, en stor del unge, der er med ved første bitch-ord, og på spørgsmålet om #FreeBritney kommer svaret prompte: "Britney gik amok, shavede sig skaldet, slog en journalist med paraply og blev indlagt..." Skuespiller Nanna stopper den entusiatiske fortæller og opsummerer historien om det formynderskab, hvor faren bestemte alt i datterens liv, karriere og privat. I 13 år, før hun fik chancen for at bryde ud af det i 2021, blandt andet skudt igang af New York Times-dokumentaren ’Framing Britney Spears’.

Det hvidpolerede rum minder om en klinisk institution, et rehabiliteringshjem gået gak/agurk. Udstyret med store plastikplanter, lyserød plastbalje med mini-springvand, kæmpe pastelfarvede baderinge - og i køleskabet massevis af agurker, netop vasket i vandbaljen. Overvåget af et stort Britney-paphoved, og senere hendes oprørte stemme (fra dokumentaren).

Satiren er tyk og budskabet bramfrit. For det pæne og rene bliver selvfølgelig smadret - i kampen for "own your body" - efter de forskellige work bitches har krænget skam, fantasi, gråd og grin ud i elektroniske beats, dunkende stroboskoplys og neon-aerobic med baderinge, samt smadret agurk, piñata og blod ud over deres kroppe samt på scenen.

Kun få af popsensationens hits nævnes med titler og enkelte velkendte beats, og ikke altid spot on. Men "You better work, bitch!"-mantraet fra Britneys sang er konstant tilstede i dette show om den evige jagt på status, præstationer og succes. Som fanget i et samfund syret til af blændende popkultur, SoMe-forbilleder og overskruede forventninger, som få kan slippe fri af. Men hvis Britney kan...

Nanna Cecilie Bang er ganske fantastisk i flere inkarnationer af oprøret. Særligt når hun agerer ASMR-(selv)hjælp for den udmattede men søvnløse work bitch (Tue Lunding) - selvskade tilsat forførerstemme og agurkegnaskeri. Et tema, der senere udvikler sig til at tæske på sig selv, og derefter nærmer sig kannibalisme. I sydende ironi også parforholdets privilegier, som singler skal pines med: Kurophold for to, fejre årsdag, lave fotoalbum, sammenlægge banklån.. og svigerforældre! Så sjovt at hun småtuder. Snup en tudeagurk!

Ida Marie Hedes tekst er tidstypisk i sin rastløse desperation, hvor oprøret næsten kun kan mislykkes. Samfundssatiren i nogle Britney-intermezzoer linker hende som revolutionær helt overfor eksempelvis Hitler, men det er bare for tosset og mudrer dermed slutteksten om at det er samfundet, der er fjenden. Jo, dette samfund har skabt os, der ser hinanden som fjender - men i sidste instans er vi jo skaberne. Derfor er den  velopbyggede pointe om at vi selv er fjenden stærkere - det er os, der skal sige noget, gøre oprør, vise mod. Der skulle showet være endt. Nu tror man ikke rigtig på at de der work bitches kan lykkes med at befri sig selv. Det kan stadig kun gå agurk!