Den der lever stille

Puk Grasten har modigt taget opgaven på sig at forvandle Leonora Christina Skovs selvbiografiske bestseller til det hvide lærred. Det er der kommet et selvstændigt værk ud af fyldt med symbolik – en våd drøm for analyseglade dansklærere landet over.

Forfatteren Leonora (Frederikke Dahl Hansen) har mistet kontakten til sine meget lidt forstående forældre Hr. og Fru Skov (Jens Albinus, Sarah Boberg) efter hun i starten af 20’erne flyttede langt væk fra sin dysfunktionelle opvækst for at leve sit eget liv. Da hun midt under et direkte tv-program får at vide, at hendes mor ligger på hospice døende af kræft, bliver hun suget ind i en heksekedel af følelser og minder og har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. 

Der er ikke megen kærlighed og velvilje at hente fra forældrene, hverken i barndommen eller ved gensynet i voksenlivet. I takt med at Leonora bliver en offentlig kendt person skammede de sig over deres udskejende datter i en sådan grad at de flytter fra hjembyen Helsinge til Svendborg, fordi ”der er ingen her der ved at du ikke er rigtig i hovedet”, som faren fortæller datteren, hvilket han ofte vælger at kalde hende (han accepterer ikke hendes nye navn Leonora), lige som hustruen også altid refereres til som Fru Skov. 

Man kan blive i tvivl om hvorvidt det er Hr. Skov, der er den egentlige hovedperson i fortællingen, for selvom Leonora er et tydeligt offer og farer lidt forvirret rundt i gamle mindre og et nuværende mareridt, er omdrejningspunktet hele tiden Hr. Skov. Hr. Skovs strenge formaninger, Hr. Skovs bekymring for sin hustrus badning af den lille datter, Hr. Skovs mange VHS-bånd med hjemmevideoer, hvor der måske/måske ikke findes nogle sandheder gemt.

Der ligger en grundfølelse af ondskab over hele filmen som forstærkes med indklip af overvågningsbilleder fra hospicet, døde dyr og en ulv der lister rundt efter hovedpersonen som et muligt forvarsel om Hr. Skovs næsten incestuøse hensigter efter han mister sin elskede hustru – eller er det blot ”fars pige” og en pligtopfyldende datters fantasi der er ved at løbe løbsk? 

Der er mange groteske øjeblikke og udtalelser fra forældrene, der er så nedsættende og frygtelig at man som vidne dertil bør rammes af både vrede og medlidenhed. Men har man læst Leonora Christina Skovs bog, og med over 160.000 solgte eksemplarer er der en god chance for det, kan filmen fremstå som en lidt rodet omgang. Instruktøren har nemlig plukket barske ord og situationer fra bogen lidt hist og pist, og som enkeltstående scener i filmen mister de deres kontekst og bliver derfor så ekstreme (eller spøjse), at de desværre også virker en my utroværdige. 

Til gengæld er der ikke en finger at sætte på skuespilpræstationerne og især Jens Albinus er skræmmende god som den store stygge ulv, Hr. Skov.