Babylon

Her skabes og knuses drømme. I slutningen af 1920’ernes Hollywood, hvor sprutten flyder, stofferne står fremme til overflod og dunkende jazzrytmer opfordrer til sex. Centreret omkring tre karaktere: Den magtfulde stjerneskuespiller, wanna-be starletten og en mexicansk immigrant.

Stumfilmen og de store filmstudier begynder så småt at mærke kravet til udvikling - nemlig tonefilm, hvilket giver store problemer for de nuværende tavse stjerner. Hollywoods højst betalte skuespiller Jack Conrad (Brad Pitt med perfekt charme-moustache der leder tankerne hen på stumfilmstjernen Douglas Fairbanks) lever det vilde liv som førsteelsker på det hvide lærred og i privaten, hvor det ene ægteskab tager det næste. Han drikker for meget men evner alligevel at optræde uanset hvad, på kamera og udenfor, hvilket er hans mest definerende træk – en lidt anstrengt kilde til komik. 

Det samme gælder den unge Nellie LaRoy (Margot Robbie), selvudråbt stjerne der blot venter på sin store chance og lidt tilfældigt får den, da hun bliver opdaget til en fest, hvor hendes forgænger netop har taget en overdosis. Nellie får hurtigt smag for stjernelivets goder men får også bagsiden at føle. Midt i det hele står Manny Torres (Diego Calva), en mexicansk immigrant som drømmer om at træde ind i filmens magiske verden og får muligheden da Jack hyrer ham som sin assistent. Manny er en opfindsom problemløser. En overlever som er åben for forandring, er tilpasningsdygtig og samtidigt et rigtigt mensch, hvilket tjener ham godt og hurtigt får ham til at stige i graderne i filmbranchen.

Manny fungerer i historien som et lidt halvnaivt vidne til vanviddet der udspilles omkring ham. Og det er vanvittigt. For trods det hektiske tempo, sker der i bund og grund ikke ret meget. Filmen forsøger at leve højt på en provokation af uhæmmet dekadence og fordærv med stoffer og sex, men der er for meget overflade og for lidt liv og dybde i fortællingen. Den aldrende stjerne Jack er en lidt tragisk karakter og Nellie udvikler sig aldrig rigtigt henover den årrække vi følger trekløveret. Den gode historie mangler simpelthen. 

Med ’Babylon’ har Damien Chazelle skabt et over tre timer langt filmorgie der på alle måder er for meget og i længden er udmattende at se på. Den formodentlige hensigt at hylde filmmediet og vise hvor langt det er kommet siden 1920’erne, udstiller desværre i stedet denne films mangler, da den må ty til montageklip af store film gennem tiderne for at booste sit forehavende. Og indimellem føles kærlighedserklæringen til filmmediet mere som et lidt vredt brev til publikum om at nyde de levende billeder lige meget hvad der vises på lærredet.