Askepot

Dirigent, komponist, iscenesætter - og titelkarakter. Mange styrer denne fabelagtige operafest, for den der har fat i fjerpennen bestemmer. Måske også publikum?

Gioachino Rossinis ’Askepot’ er et kærlighedsdrama til den legende og forviklende side. For selvom de fleste eventyrligheder er droppet, er partituret så fyldt med tempo og humør, ligesom især en karakters libretto er fuld komedie og ironi. Noget anderledes end Disney og Brødrene Grimm, men når den norske succesinstruktør Stefan Herheim blænder op for sin velkendte surrealistiske stil, så bliver der alligevel plads til eventyr og fantasi.

Fra start er glasskoen smidt væk, og de erstattende armbånd er nærmest overflødige. Stedmoren er i stedet en oppustet drukfar (Miklós Sebestyén), der drømmer om æsel-våbenskjold. Derimod er prinsen (Matteo Macchioni) en kvik fyr, der sætter sin kammertjener (Tomi Punkeri) til at klare det royale job om at finde en værdig prinsesse. Til assistance er hverken fe eller tryllestav, men en masse Rossini-engle og en fjerpen, der styrer en del af fornøjelserne.

Herheim har før gjort komponisten synlig i sine opsætninger, og her er første himmelske billede en Rossini-lignende engel på sky med fjeren, der vifter rengøringspigen Angelina (Josy Santos) gennem asken-ilden-arnen - og retur med resten af eventyr-ensemblet. Her mingeleres de af et oplagt herrekor, Rossini-englene, hvis stemmer er ligeså vidunderlige som deres grimmasser - ikke mindst da de overraskes af hovedretten til det overdådige kongebal.

Denne mest surrealistiske scene er et af højdepunkterne i Herheims kreativitet, hvor også Rossinis karakteristiske stormscenarie får humor, når rengøringsvognen bliver til kongelig karet. Scenografien - skabt sammen med Daniel Unger - skifter livligt mellem en forstørret inderside af ildstedet og en trappe/husforside, som poppes op med animerede projektioner på bagvæggen: Fra Disney-slot, blomsterranker og sæbebobler til et kvindeskød (og bryster), som fostrer engle og derefter æslet, der indrammes som våbenskjold. 

Det er særdeles fjollet og absurd indimellem, samt fuld af metalag, som konstant gør publikum opmærksom på hvilke traditioner og forventninger opera normalt udfylder. Som når dirigenten Steven Moore spørges til råds, og han for en stund snupper kongestolen, endda synger et par tenorstrofer, samt sender ensemblet ud på gang eller på passarélla, en bro mellem orkester og publikum. 

Metalaget rummer også dobbeltheden og gentagelsen, som Rossini ynder. Drømmen i drømmen, som eksempelvis folkevisen, som titelkarakteren synger igen og igen - det er den historie, der går i opfyldelse. Men ikke helt af sig selv, for denne Angelina er selvfølgelig hjertensgod, men ikke passiv og uskyldig, så hun snupper også fjerpennen, der skriver historien. Og som kammertjeneren frydende afslører tidligt: "Komedie bliver tragedie til sidst."

Han er velnok det nærmeste identifikationspunkt for publikum, og når han synger "min fornuft flygter i vild galop" fantaserer man om hvad der ville ske hvis han fik tilranet sig fjerpennen. Eller hvis publikum fik fat i den? For denne ’Askepot’-tolkning vil unægteligt være for meget for nogle klassiske operaelskere, og al spektaklet tager lidt fokus fra den musikalske oplevelse.

Musikken flyder med al sin prægtige legelyst - Rossini var kun 24 år og skrev den (under deadline) på 24 dage - men sangen er udfordret. For der er mange koloraturer, staccato og sotto voce, og de rammer ikke altid  rent i den hektiske opsætning. Og castet er helt sikkert valgt ligesåmeget for deres stemmer som deres skuespiltalent, så det er helt fantastisk at se dem gå absurd. Det sker ikke så tit i opera, bortset fra i Herheims regi. Mere af det, tak!