Hoffmanns eventyr

Spejlinger og sansebedrag i imponerende, fascinerende overdådighed. Trukket til grænsen – og over – i typisk seksualiseret spektakel af Stefan Herheim. Visuelt fuldendt, men ideen om ultimativ sammensmeltning skaber også en smule karakterkaos.

Nu har ’Hoffmanns eventyr’ aldrig været en ligetil og nem fortælling, og værket har gennemgået flere dramatiske overlevelsesprocesser. Den tysk-franske komponist Jacques Offenbach døde, inden han fik færdiggjort partituret, og siden uropførelsen i 1881 er noder, noter og andet gået tabt i brandulykker, og en varig sammenstykning fortsætter ind i dette århundrede. 

Librettoen af Jules Barbier, baseret på hans eget og Michel Carrés skuespil, er derfor gennem årene blevet mingeleret en del efter musikken – og har naturligvis indbudt til fortolkning af temaer. Den slags udfordring elsker Herheim og hans nytolkning lever fuldt op til værkets betegnelse som opéra fantastique. 

Scenografien af østrigske Christof Hetzer er noget af det mest imposante og overvældende set på den danske operascene: En storslået, gotisk trappe, der kan deles så bar, laboratorium og andre overraskelser toner frem. Når man tror man har set det hele, sættes en ny stemning! Bragende flot lyssætning og pikante kostumer, der mixer Hollywoods Busby Berkeley, Paris’ Folies Bergère og den mere dekadente Berlin-cabaret. 

Handlingen foregår på flere meta-niveauer, hvor E.T.A. Hoffmann, forfatter, jurist, maler med mere, nærmest kloner sig selv i uendelighed gennem sine novellekarakterer, drømmekvinder og kunstfantasier. Oprindeligt en lidt mystisk og dyster afsøgning af skellet mellem det vi er, og det vi vil være – med hovedvægt på kærlighedens kvaler. Her har den norske succesinstruktør forstærket dobbelttydigheden og effektivt sparket kønsroller og -identitet ind, til både morskab og forundring.

Kostumer og makeup er fremragende til at sløre karakterer og køn, hvor især lingeri og glimmer har betydning for de seksuelle løjer. Det fungerer super at bedstevennen Niklaus faktisk er kvinde (og muse), men mere sært er Doktor Mirakels kostumeskift, stuntmanden Stella og Hoffmann-dukken, der ødelægges (i stedet for Olympia). Begge køn er lige manipulerende overfor samme og modsatte køn, og med de mange spejlinger – og sangere, der spiller flere karakterer – flyder mange typer ud i hinanden. Skurke, tjenere og kvinder. 

Dramatisk er det kun et problem med kvinderne. De tre drømmekvinder: den unge pige, kunstneren og kurtisanen – der alle er en del af Stella – er svære at skelne fra hinanden. Det skaber en vis forvirring når Giulietta-scenen skal afvikles, for her har Herheim valgt endnu større sammensmeltning af karaktererne, så der er tre forskellige Giulietta’er til at røve Hoffmanns spejlbillede.

Over hele linjen er der sangmæssigt flotte præstationer. Ungarske Zoltán Nyári er en fremragende Hoffmann med sprælsk mimik og lækker tenor-timbre i de mange forskellige arier og duetter – fra den spøjse ’Klein-Zack’ til de mere rørende i Venedig-akten. Desværre matcher han ikke optimalt med Gisela Stille, der også kunne være mere rørende i Antonias dødsarie. Tyske Sophia Brommer charmerer og imponerer med seje koloraturer som dukketøjten Olympia, og basbaryton Gidon Saks har god power i stemme og krop til skurkerollerne. 

’Hoffmanns eventyr’ er en forestilling man kan tolke videre på længe, og Herheims opsætning topper nyt til. Dekonstruktionen af manden, der søger sig selv i sine fortællinger og dermed smelter sammen med alt og alle, er muligvis forvirrende for dem, der ikke har virkelig godt styr på handlingen i forvejen. Men samtidig fornemmes en form for postmodernisme, der er så visuelt sansemættet, fantastisk og overraskende at man rives med selvom man kun forstår minimalt.