Benjamin Koppel Jazz Galla: Crooning Frank Sinatra

Crooneren over alle croonere, blev Frank Sinatra ofte kaldt. Selvom han ikke var så begejstret for det bløde og følsomme i den beskrivelse. Og der er noget om det, for egentlig var han mere den coole, nonchalante flirter end den romantiske forfører, som andre klassiske croonere er. 

Det passer perfekt til Benjamin Koppels Jazz Galla, og de holder stilen med lette og legende jazzrytmer - uden at miste den altid tætte stemning. Jazzfesten lever og der jammes så det mærkes - med Kaya Brüel, Maria Carmen Koppel og Mads Mathias - og denne gang er hyggehjørnet mere cool og classy: En høj bardisk, hvor en champagne popper op af cooleren. 

Engagementet kunne svinge en del hos Sinatra, når jobbet bare skulle overstås fordi festen var et andet sted. Sådan spiller Koppels jazz-trup selvfølgelig ikke, og selvom Kaya går i baren og forsøger sig som champagnepige holder Marie musikfesten kørende med en vidunderlig version af Mancinis ’Moon River’. En sang, der oprindeligt blev sunget af Audrey Hepburn i filmklassikeren ’Breakfast at Tiffany’s’. 

Og faktisk er en del af aftenens repertoire fra musicals, teater og film, fra store hits som ’Anything Goes’ og ’My Fair Lady’ til den mindre kendte ’Babes in Arms’. Nogle oplagte for en Sinatra-aften, andre ikke særskilt, fordi de primært associerer til andre kunstnere. Helt ved siden af synes ’For Once in my Life’, der mest af alt er et funky Stevie Wonder-hit - hvor Mads og Maries stemmer også rammer et overstyret gear.

Men hvad er en ægte Sinatra-sang? For som Benjamin siger: Han har stort set sunget alle jazz standards. Alligevel ville det i Jazz Galla-konceptet være oplagt med små introer om Sinatras versioner eller anden historik - såsom at ’Fly Me to the Moon’ i mange år blev assoscieret med Apollo-programmet og månelandinger. Der må være masser af den slags, man kan undeholde med. Men her er eneste intro til ’Somethin’ Stupid’ (som han sang med datteren), at både far og søn hed Frank, dvs. Sr og Jr, samt kone og datter hed Nancy. Og joken er så om hun så hedder Nancy Jr?

Denne aften er den eneste sang, der var skrevet direkte til Sinatra ’Come Fly Away’ - og ja, signatursangen ’My Way’, men den var allerede et fransk hit. Den sang blev Sinatra selv ret træt af, men de fleste kan ikke få nok af den, og de tre sangere rykker fantastisk med denne afslutning  - sammen med ’New York, New York’, et andet signaturnummer, der også er en af Liza Minnellis største signatursange (fra Martin Scorseses film), i noget mere dramatisk fortolkning.

Som personlig favorit er ’My Funny Valentine’ helt vidunderlig let og luftig i Kayas blide version, og Gershwin-sangen ’They Can’t Take that away from Me’ med Kaya og Marie i boblende swingtiming gør også godt i jazzsjælen. Cole Porters festballade ’I get a Kick out of You’ er også skøn, men Mads kunne godt give den mere spræl. 

Så endnu en fornøjelig aften med Koppels Jazz Galla, for det er som altid skøn stemning og lækker jazz. De crooner og jazzer Ol’Blue Eyes på deres helt unikke facon, og spilleglæden smitter så man danser hjem i måneskinnet. "If I can make it there, I’ll make it anywhere..."