Teaterkoncert Gasolin'

Så er der igen rabalderstræde og sirenesang - "her på Østre Gasværk" - hvor teaterkoncerten over dem alle også gassede løs i 2006/7. Stadig et fedt show, men noget af det musikalske rammer skævt, skingerende og sønderlammende denne gang.

’Teaterkoncert Gasolin’ har nu 28 år på beatet, som Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø skabte på Dr. Dantes Aveny og siden har opdateret tre gange. Den første vil altid være den største, banebrydende original, som 20 års-jubilæet lagde sig tæt op ad, men manglede lidt nerve og nuance. Derimod var opsætningen i gasværket sprudlende med vild scenografi, farver og mere alsidige tolkninger i musik, vokal og skuespil.

Den oprindelige dystopi runger igen, og dommedagsstemningen er topaktuel med en forladt, hærget fabriksbygning, hvor nogle forhutlede typer søger en base fra den verden, der har gjort dem bedrøvede og/eller vanvittige. Det er en sej og heftig opvågen og de er stadig outsidere, da de i 2.akt pupper ud af deres (sove)hylstre, fra flænsede grålige stofmasser til fuld glimmer, flæser og farvelade. Her er håb, som de synger om i ‘Som et strejf af en dråbe’ - dog ekstremt kort.

Men det er få glimt, for trods al glimtende udstyr og utæmmeligt påstyr, er det vreden og desillusionen man mærker mest. Som kernen i Cederholm og Bjerkøs show: Intensiteten, der nærmest bryder grænser i sig selv. De sårbare toner fungerer igen optimalt, men der går noget galt med de mange jazz-jams i starten af 1.akt, for meget Bollywood-lir i 2.akt, og den vilde electronica bliver indimellem lammende, ikke mindst fordi sangerne er nødsaget til skrige igennem den.

Det rykker allermest for de to performere fra originalen, og det personlige højdepunkt er (for altid) Jimmy Jørgensen - der lyder mere intens end nogensinde før - med den hudløse ’Dagen før’, lige efter Nis Pedersen har leveret en rå og dybfølt version af ’Midt om natten’ så man næsten glemmer hvorfor strisserne kom.

Det er netop teaterkoncertens største force: At gentolke sange og musik, så der kommer nyt liv og mening. Som ’Blaffersangen’, ’Køb bananer’, ’Langebro’, ’Joanna’, ’Min tøs’ og ’This is my Life’ - sidstnævnte har altid irriteret stort, men budskabet er klart. Til gengæld kunne man drømme om andre nye sange end ’Pas på svinget i Solrød’ og ’Kap farvel til Ümánarssuaq’, og udskiftningen kunne passende være den helt ligegyldige ’Good Time Charlie’. 

Blandt de nye solister er Joanita Zachariassen mest udfordret i både sang og dans. Carl-Christian Riestra er fortræffelig, også i de vilde wires, ligesom Stephanie Nguyen som altid imponerer med powerudtryk. Den store overraskelse er Anders Bilberg aka Betty Bitschlap, der giver kant, omend lidt flagrende, til showet, ikke mindst i en interessant version af ’Kvinde min’ med spejle i spotlyset vendt mod publikum.

Og publikum er mange forskellige typer, for Gasolin’s musik er en stor del af den danske kultursjæl, og denne teaterkoncert er blevet så populær og uundgåelig. Den er for alle! Og denne gang måske endnu mere for det unge publikum, der skal lære at elske gasserne og deres rabalder.